Slå jobbet som forsvarschef op igen. Og lad være med at ansætte en civil administrator som ny forsvarschef. Forsvarschefen skal have en tung militær baggrund og have direkte adgang til forsvarsministeren.
Sådan lyder to tidligere topofficerers advarsler og anbefalinger til forsvarsminister Nick Hækkerup (S), der netop nu kigger på de 21 ansøgninger til jobbet som forsvarschef, der lå i Forsvarsministeriets postbakke, da ansøgningsfristen udløb for fem dage siden.
Den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste og før da afdelingschef i Forsvarsministeriet, den nu pensionerede kontreadmiral Jørn Olesen, kalder det i dagens kronik i Berlingske for »dybt bekymrende,« at Nick Hækkerup i sit opslag efter ny forsvarschef ikke lægger tilstrækkelig vægt på forsvarschefens militære opgaver. Jørn Olesen anbefaler at »se lige så meget på Forsvarsministeriets departement som på forsvarets øverste ledelse,« når forsvarsministeren moderniserer forsvarets samlede ledelse.
I en kronik, som Berlingske bringer i morgen, anbefaler tidligere kontreadmiral Torben Ørting Jørgensen at genopslå stillingen, så ansøgere kan få besked om, hvilket ansvar den nye forsvarschef skal have. Ligesom Jørn Olesen advarer Ørting Jørgensen mod at underlægge forsvarschefen Forsvarsministeriets departementschef, Lars Findsen. Begge tidligere kontreadmiraler kritiserer departementschefens ledelse.
»Selv om regeringer skifter, så består embedsværket i dit ministerium. Og det er først og fremmest her, du finder forklaringen på, hvorfor jeg gætter på, at så få seriøse kandidater har lagt billet ind på stillingen som forsvarschef,« skriver Ørting Jørgensen i sin kronik i morgen.
Skal kende krigens ondskab
Forsvarsminister Nick Hækkerup vil ikke kommentere kritikken, da han ikke har læst kronikkerne. Men Venstres forsvarsordfører, Hans Christian Thoning, er enig med de to kontreadmiraler i, at også den næste forsvarschef skal have den solide militære baggrund. Vedkommende skal ifølge Thoning ikke underlægges departementschefen.
»Al ære og respekt for departementschefer. Men forsvarschefen skal have den overordnede mulighed for at træffe beslutninger inden for den politiske ramme. Man skal vide, hvem der har kommandoen, og jeg håber, der er ansøgere, som kan løfte opgaven«, siger han.
Den konservative ordfører, Lene Espersen, ønsker også en tung militærperson som forsvarschef.
»Jeg frygter en DJØFisering af forsvaret, og den leflen for akademikere vil jeg advare mod, selv om jeg selv er DJØFer. Vi skal have en forsvarschef, der kender krigens ondskab og risici,« siger hun.