Acers iPad-konkurrenter klar til april
Tre tavlecomputere i forskellige størrelser fra fem til ti tommer er klar til at give Apple konkurrence.
Tre tavlecomputere i forskellige størrelser fra fem til ti tommer er klar til at give Apple konkurrence.
Nu bliver der for alvor mulighed for at vælge mellem størrelserne på tavlecomputermarkedet, når verdens næststørste PC-producent, Acer, til april sender tre tavle-PCer ud med skærme på fem, syv og ti tommer.
Alle tre bliver vigtige brikker i den tiltagende kamp på markedet, som hidtil har været domineret af Apples armholdte iPad. Nu skyller konkurrerende modeller i forskellige størrelser imidlertid ind på hylderne.
Ifølge Acers topchef, Gianfranco Lanci, kører alle tavle-PCerne på Google Android som styresystem. Der vil dog også komme en 10-tommermodel med Windows. Til april kommer de billigere modeller, som ikke kan kobles på mobilnettet men udelukkende virker på trådløse net. Til maj 2011 dukker modellerne op med mobiladgang.
»Det er guldjagten, der er i gang nu. Alle ønsker at få et tavlecomputerprodukt ud nu,« siger analytiker Ross Rubin fra analysefirmaet NPD til nyhedsbureauet Reuters.
Apple sad med udgangen af september på 95 procent af markedet for tavle-PCer, som for alvor tog fart, da iPad kom på markedet i april 2010. Der ventes i 2011 solgt 54 millioner tavlecomputere, og salget vil ifølge analysefirmaet Gartner vokse til 100 millioner styk i 2012.
Dell, som engang var kongen af PC, har også en Windows-udgave i støbeskeen.
Acer afslørede samtidig en bærbar computer med to 14-tommer berøringsfølsomme LCD-skærme, Iconia. Den rummer samtidig software, som gør det muligt at sende musik, film m.m. trådløst til fremvisning på andet Acer-udstyr.