Over middag på den skæbnes­vangre dag 22. juli 2011 var den norske journalist og forfatter Åsne Seierstad i bil på vej til et sommerhus på øen Skåtøy i de sydlige Norge.

Hun sad på bagsædet klemt inde mellem sine to unger i barnestole. På forsæderne sad to af hendes veninder. Bagagerummet var fyldt med festmad, kager, champagne osv. De var på vej til en sommerfest arrangeret af Åsne Seierstad og en af hendes veninder. Desværre silede regnen ned.

»Vi kørte vel fra Oslo på samme tid, som Breivik kørte af sted mod regeringskvarteret i Oslo,« fortæller Åsne Seierstad, der i denne uge var i København for at fortælle om sin nye bog, »En af os – en fortælling om Norge, Utøy og Anders Breivik«, der handler om massemorderen Anders Breiviks terrorhandlinger. 22. juli 2011 dræbte han med en hjemmelavet bombe og sine skydevåben 77 mennesker i Oslo og på øen Utøy i Tyrilfjorden nordvest for Oslo.

Da de tre veninder og to børn drejede af motorvejen, fik de den første melding om, at noget var galt. Myndighederne bad folk om at holde sig ude af Oslo centrum. Senere kunne radioen fortælle, at en bombe var detoneret i regeringskvarteret i Oslo.

Åsne Seierstad tænkte, at der var tale om et terrorangreb udløst af Norges deltagelse i krigen i Afghanistan eller senest bombningerne i Libyen. Først fik hun på telefonen en henvendelse fra Sunday Times i London og derefter det amerikanske nyhedsmagasin Newsweek, som ville have hende til at rapportere.

»Pludselig sad jeg der og arbejdede mellem mine børn på bagsædet af bilen. Jeg ringede til udenrigsministeren og justitsministeren, og da vi kom frem, fik jeg en barnepige. Det er følelsen af masser af regn og af uvirkelighed, jeg husker, når jeg tænker tilbage på den dag,« siger Åsne Seierstad.

På det tidspunkt vidste hun ikke, at gerningsmanden efter at have udløst bomben var kørt mod Utøya, hvor de norske socialdemokraters ungdomsorganisation havde sommerlejr. Her skød, dræbte og terroriserede han. 77 mennesker – fortrinsvis unge socialdemokrater – døde for hans hånd.

I dag beskriver Åsne Seierstad, der som udenrigsreporter og forfatter har skrevet om krigene i bl.a. Tjetjenien, Afghanistan, Irak og Libyen, sin følelsesmæssige reaktion på dagen med dyb sorg.

»Jeg reagerede på en anden måde, end når jeg hører, at 84 mennesker er blevet dræbt i Afghanistan. Det var også en erkendelse, at dette med nærhed betyder noget. De unge, som blev dræbt, var også nogen af os. Jeg kendte ikke nogen af dem, men jeg kendte mange forældre, som havde børn der. Det var et chok. »Dette er ikke muligt,« tænkte jeg. De dræbte var 14, 15, 16 år, og hvis man skal sætte en fællesnævner på dem, så er det entusiasme og virketrang. Nogle var meget intelligente og kommende ledere. Andre var mere aktionister. Det var børn og unge, som ville efterlade et stort tomrum. Så jeg kom ind i en stor sorg over tabet.«

Hendes bog, der udkom herhjemme onsdag, er en detaljeret beskrivelse af hele forløbet. Hun fortæller om Anders Breiviks barndom, der var præget af svigt og følelseskulde, og om hans mislykkede forsøg på at opnå anerkendelse som enten graffitimaler, medlem af Fremskrittspartiet eller forretningsmand. Man hører om hans maniske optagethed af computerspillet »World of Warcraft«, hans engagement i højreorienterede og antimuslimske grupper på nettet, hans kvindehad og ikke eksisterende kærlighedsliv. Bogen følger også tæt nogle af ofrene på massakren på Utøya: Den unge Simon Sæbø og hans familie i Troms i Nordnorge og søskendepigerne Lara og Bano Rashid, der kom til Norge med deres forældre som flygtninge fra Irak. Simon og Bano blev myrdet af Breivik. Massakren beskrives minutiøst og tårefremkaldende. Og ikke mindst står politiets yderst mangelfulde indsats tydeligt frem.

Bogen er Åsne Seierstads første om hjemlandet Norge, og det var oprindeligt slet ikke meningen, at hun skulle skrive om 22. juli-massakren. I september 2011 rejste hun til Libyen for at arbejde, og først da hun kom hjem i begyndelsen af 2012, spurgte Newsweek, om hun ville dække retssagen mod Anders Breivik. Det sagde hun ja til.

»Jeg akkrediterede mig. Og så blev jeg slået omkuld af det, jeg hørte. Det kan andre journalister, der var til stede, bevidne,« siger den erfarne krigsreporter.

»Jeg hørte Breiviks stemme, så hvordan han fremstod og kværulerede med dommeren. Jeg var ikke forberedt, som jeg plejer at være det. Han udstrålede en utrolig kulde i forhold til alt,« siger Åsne Seierstad.

Et forlag spurgte hende, om hun ville skrive en bog om retssagen, og det sagde hun ja til, men efter nogle uger i retslokalet følte hun, at det ikke var tilstrækkeligt. Vidneudsagnene fra Utøya var små dryp, der tilsammen udgjorde en historie.

»Nogle havde siddet bag en sten for at gemme sig. En havde siddet oppe i et træ. Nogle forsøgte at løbe eller svømme. Hertil kom de psykiatriske udsagn om Anders Breivik og oplysningerne om hans ekstremisme på nettet. Jeg tænkte, at man måtte fortælle hele historien.«

Åsne Seierstad, der tidligere har skrevet internationale bestsellere om krigene i Afghanistan og Tjetjenien og lige nu skriver en bog om Libyen, siger, at »En af os« er den sværeste, hun hidtil har skrevet. Hun har talt med ofrenes familier, med Anders Breiviks mor og venner, men ikke med ham selv, og med mange andre. Hun siger, at det har været svært på grund af den store »temperaturforskel« mellem Breivik og hans ofre.

»Det bliver lidt pinligt at interessere sig for ham, at gå ind i hans liv og tale med hans venner. Der opstår en vis fascination omkring hans karakter – som hele Norge også har haft. Det er pinligt i forhold til, at man så næste øjeblik taler med forældre hvis børn, han dræbte. På den måde var det en kompliceret bog, der både har handlet om følelser og fakta.«

Samtidig med at Åsne Seierstad beskriver Anders Breiviks følelseskulde, beskriver hun med forståelse og indlevelse hans dårlige barndom med en mor, som på et tidspunkt var villig til at give sine børn fra, og en far, en norsk diplomat, der forsvinder ud af sønnens liv.

»Når du går ind i hans barndom, så er det vanskeligt ikke at have empati for det lille barn, som bliver overladt til sig selv. Men det er vigtigt at sige, at mange har haft en langt værre barndom, end han har haft.«

Men relativerer og undskylder man ikke Anders Breiviks uhyrlige forbrydelse, hvis man forklarer den med en dårlig barndom? Mange andre har jo haft en dårlig barndom uden at begå forbrydelser.

»Det ville være forkert, hvis man forenklede det og sagde, at barndommen var årsagen til det, han har gjort. Men jeg kan sige det så stærkt, at uden den barndom, så havde vi ikke haft nogen Anders Breivik, som vi nu kender ham. Men man kan også sige, at uden internettet og PC-spillet »World of Warcraft« eller uden den rygdækning, han følte, han fik af de højreekstreme på nettet, så havde vi ikke haft nogen Anders Breivik. Der er mange faktorer, men der er noget, som blev ødelagt i ham i hans barndom, så han hele livet har søgt et sted at høre til uden at finde det,« siger Åsne Seierstad, der ligesom de psykiatere, der undersøgte Breivik inden retssagen, mener, at han ikke er sindssyg og dermed egnet til straf.

Hun beskriver også ofrene indgående og fortæller bl.a. om Simon Sæbøs skolegang, engagement som elevrådsformand og som ungdomspolitiker. Man hører om hans familie, og helt ned i detaljen, hvordan han pakker, glæder sig til rejsen til Utøya og afskeden med forældrene.

Når man spørger Åsne Seierstad, hvordan det har været at beskrive Simons Sæbø og hans familie, så er det tydeligt at hun bliver meget berørt og må sunde sig, inden hun svarer.

»Hver gang man skal tale om Simon, så er det, som man får klumper i halsen og mærker gråden. Det, som er specielt, er, at jeg ikke kendte Simon, men lærte ham at kende undervejs i skriveprocessen – fra han blev født og frem – og så bliver han dræbt. Man gør ham levende, og så dør han. Jeg græd over det, fordi jeg gik og tænkte på, hvad han var, og hvad han ville være blevet,« siger Åsne Seierstad, som har fastholdt kontakten med Simons familie.

»Simons mor spurgte, da bogen 11. november var udkommet i Norge: »Ses vi så ikke mere?« Jeg sagde, at det skulle vi. Det bliver en familie, jeg kommer til at møde igen. Vi ses den 3. maj, hvor de har inviteret mig til skimaraton på Svalbard, 42 kilometer, og det glæder jeg mig til,« siger Åsne Seierstad.

22. juli 2011 blev en dag, som mærkede Norge for altid. Det utænkelige skete. Men har Breiviks monstrøse forbrydelse ændret landet?

»Det har jeg tænkt meget på, og jeg har også talt med venner om det, fordi jeg ventede at få det spørgsmål. Vi kom frem til, at heldigvis så har det ikke ændret Norge så vældig meget. Tænk, hvis det havde! Det er ikke for at raskmelde samfundet, for det ville også være forkert, men i det store og hele er vi som før. Jeg håber jo, at vores beredskab bliver ændret, for det svigtede på alle planer. Min bog er jo på sin vis en bog om fællesskabet og den styrke, der ligger i det. Samtidig isolerer visse kommentarfelter sig, hvor der skrives f.eks. hadefulde ting mod Socialdemokratiet og kvinder, f.eks. mod Gro Harlem Brundtland. Den slags findes jo.«