Det drejer sig om opførelsen af tre bygninger i den centrale bymidte i Odense. Projektet udføres i totalentreprise, og de tre bygninger: Albani Karréen, Fisketorvs Karréen og Nørregadehuset kommer til at rumme 28.000 kvadratmeter bolig og erhverv, oplyser de to selskaber i en fælles pressemeddelelse.
- Hos Aarsleff er vi stolte af, at AP Pension har valgt os som totalentreprenør på dette spændende projekt i Odense, som er både flot og ambitiøst, men som samtidig er i fuld overensstemmelse med visionerne for Odenses fremtidige bymidte. Vi har tidligere arbejdet sammen med AP Pension på projekter i København, og det glæder os naturligvis, at det gode samarbejde mellem AP Pension og Aarsleff nu har ført til indgåelse af kontrakten i Odense, siger Ulrik Therkilsen, sektionsdirektør i Per Aarsleff, i meddelelsen.
Selve byggeriet forventes påbegyndt i løbet af sommeren 2018 og er planlagt til at være afsluttet ved udgangen af 2020.