Århus Håndbold røg søndag ud af EHF Cuppen efter en grotesk håndboldkamp, der blev skæmmet af stribevis af voldelige taklinger fra det makedonske hjemmehold HC Zomimak. Uden at det aserbajdsjanske dommerpar greb ind.

Det fik aarhusianernes træner Erik Veje Rasmussen til efterfølgende at rase mod dommerne, som han hævdede måtte være bestukket. Samtidig udtalte han, at han aldrig nogensinde havde set så høj grad af tilladt brutalitet.

Nu svarer makedonerne igen. I en mail til metroxpress giver sportschefen for HC Zominak, Sashko Brndevski udtryk for, at klubben kun har hovedrysten til overs for de hårde danske anklager.

- Vi vil ikke foretage os noget vedrørende nogen beskyldninger, for årsagen til danskernes nederlag ligger i deres eget hold. Dommerne var fantastiske, meget bedre end dem, der var i den første kamp i Aarhus. Kampen var fair, skriver Sashko Brndevski til mx.dk.

Århus Håndbold lagde efter kampen klip fra opgøret ud på internettet. Her ses det tydeligt, at de makedonske spillere flere gange takler aggressivt i hovedregionen på de danske spillere. En forseelse, der normalt koster en udvisning.

Det har nu også fået landstræner Ulrik Wilbek til at reagere.

- Ingen af os har oplevet det her i rigtigt mange år. Derfor skal der også gøres noget. Det er jo ødelæggende for sporten, siger han til Ekstra Bladet.

Han langer særligt ud efter det europæiske håndboldforbund EHFs kontrollant, der overværede kampen.

- Jeg vil gerne have navn og nationalitet - ja nærmest adresse - på den person, for han kan ikke sidde i den position mere. Enhver kan se, at det ikke er rimeligt, hvad der foregår, og det skal han jo stoppe, siger Ulrik Wilbek.

EHF meddelte tirsdag aften, at de vil kigge nærmere på sagen.