Familienavnet Rockefeller forbindes med ufattelig rigdom, stil og velgørenhed, og det var præcis, hvad der var tale om, da salget af 44 mesterværker fra Peggy og David Rockefellers kunstsamling tirsdag var under hammeren i auktionshusets Christie's lokaler i New York.

Auktionens hovedstykke var et højt, rektangulært maleri af Pablo Picasso, et tidligt billede fra hans blå periode, »Fillette à la Corbeille Fleurie« (»Ung pige med blomsterkurv«), som viser en nøgen, bleg, sorthåret pige med en kurv med røde blomster. Først havde auktionshuset vurderet billedet til 70 mio. dollar, men senere hævet det til 100 mio. dollar. Tirsdag blev det solgt for 115 mio. dollar, svarende til 732 mio. kroner, hvilket gør det til et af de dyreste af Picasso nogensinde.