1. Leif Ove Andsnes Sibelius Piano Works

Det er mærkeligt med Jean Sibelius’ musik: Man finder den ofte ret intetsigende som ung, men når man selv bliver ældre, virker den fuld af liv. Leif Ove Andsnes med den pletfrie perfektion har kastet sig over ukendt klavermusik af finnernes nationalkomponist og skabt en af årets mørkeste og mest tankevækkende udgivelser. Ikke alle stykker virker lige vellykkede fra komponistens hånd – lyden indeholder til gengæld alle steder en rastløs klang af århundredskifte og skovsøers stille storhed.

2. Cecilia Bartoli og Sol Gabetta Dolce Duello

Du ser coveret og tænker: Åh nej. Cecilia Bartoli mangler penge! En af klodens mest eliteagtige sangerinder er gået poppens vej. Forkert igen. Glansbilledet af den dygtige italiener med skønne Sol Gabetta ved sin side peger ind i et album af højeste karat. Cecilia med den halvhøje damestemme og Sol med den melodiske cello kan høres i 11 stykker musik fra Vivaldis tid – hvoraf tre aldrig har været indspillet før. Resultatet er vellyd plus mere vellyd og alligevel aldrig for pleasende eller for pænt. Kun lidt specielt.

3. Grigory Sokolov Mozart Rachmaninov Concertos

Gid os dybde! Gis os seriøsitet! Giv os Grigory Sokolov i en hvilken som helst musik. Den russiske pianist går aldrig på kompromis og er derfor en sjældenhed. Man kunne for eksempel ikke opdrive indspilninger med den mand for bare få år siden. Han indspillede i virkeligheden på livet løs, viser det sig nu – markedet har måske bare ikke været klar til ham før. W.A. Mozarts klaverkoncert nr. 23 og Rachmaninovs tredje bliver som gennemlyst af hans bløde anslag og afslører hemmeligheder i hver eneste takt.

4. Theatre of Voices & Paul Hillier In Dulci Jubilo

Alle kender »Messias« og »Juleoratoriet«, men hvad med julemusikken af Buxtehude og Scheidemann og alle de andre? Sangerne i Theatre of Voices under ledelse af Paul Hillier har slået sig sammen med et hold specialister om højtidsmusik fra den tidlige barok. Den mere eller mindre danske Dietrich Buxtehude er i sig selv utrolig udtryksfuld og evigt overraskende som komponist og spilles stadig oftere over hele verden. Bemærk også den gamle musiks friskhed og store vifte af farver. Et virkelig velkomment album.

5. Henrik Engelbrecht Opera i guldalderens København

Fængsel for pjæk fra prøverne, fysiske slagsmål om aftenens billetter, fulde sangere og en regn af fedtede madpakker på scenen. Henrik Engelbrecht er fortælleren over alle i dansk musik og klar med en dybt underholdende bog om livet i særligt Det Kongelige Teater for et par århundreder siden. Bogen bæres af de mange billeder plus forfatterens aldrig svigtende begejstring for tidens aktører og øjenvidners eksistens. Den danske hovedstad lugtede for resten ikke bedre i gamle dage. Vi har det godt til sammenligning.

6. Bent Sørensen Mignon

Det er avantgarde med udfordringer til både øre og sind og kan samtidig være stærkt gribende. Bent Sørensen komponerer aldrig flere toner end højst nødvendigt. Hans lidt melankolske musik har fået stor opmærksomhed fra hele verden og kommer her i den smukkest tænkelige udførelse: »Mignon – Papillons« fra 2014 med hustruen Katrine Gislinge på klaver og Laplands kammerorkester under ledelse af John Storgårds. Det er poesi fra ende til anden. Og når man først har fået ørerne op for værket, bliver klassikerne fra hans yngre år endnu mere interessante.

7. Marianna Shirinyan Niels W. Gade: Piano works


Komponisten og konservatoriedirektøren Niels W. Gades klavermusik? Stykkerne vil sikkert aldrig få et liv uden for landets grænser og har det knap nok på hjemmefronten. Men især tidligere værker som den spekulative sonate og de mere stormfulde fantasistykker kan være et spændende lyt – sådan lidt som Mendelsohn eller Chopin med en dansk tone. Klaverspillet ved Marianna Shirinyan klinger under alle omstændigheder knivskarpt og stilfuldt som få. Den armenskfødte virtuos er et stort plus for dansk musikliv.

8. Chicago Symphony Orchestra Bruckners niende

Orker du ikke Anton Bruckners symfonier? Den østrigske romantiker kan jo være noget lang i hornene og endda lidt humorforladt. Hør så hans sidste med Chicago Symphony Orchestra og fine Riccardo Muti på dirigentpodiet og bliv overbevist. Selv om Muti ikke har indspillet meget af den spændende musik tidligere, virker hans bud gennemført originalt – og utrolig dejligt rent lydmæssigt. At man kun får komponistens egne satser af det ufuldendte værk og altså ingen »forbedringer«, skal han heller ikke høre noget for.

9. Fabio Luisi med Philharmonia Zurich Verdi: Overtures and Preludes

Fabio Luisi er ikke kun DR Symfoni- Orkestrets chef. Den italienske dirigent og parfumefabrikant arbejder også som leder af operahuset i Zürich og dirigerer her et album med husets kapel i egen ret. Udgivelsen af Giuseppe Verdis forspil kombinerer italienerens kærlighed til opera med verdensmandens kendskab til orkestermusik. Kenderne vil især hæfte sig ved en sjældenhed som den komplette version af ouverturen til »Aida« fra 1871, som komponisten selv kaldte for prætentiøs og derfor hurtigt gik væk fra.

10. Evgeny Kissin Beethoven

Russerens album er indspillet live i seks forskellige koncertsale over en periode på ti år og stikker måske derfor i mange retninger. Man får ikke Beethovens tidlige sonater med gennemtænkt fart og fint afstemte harmonier. Man får heller ikke hans sidste sonate – kendt fra Thomas Manns fantastiske »Doktor Faustus« – med de sædvanlige stemninger af noget skønt og afklaret. Men man får den russiske virtuos, som tilbyder et intuitivt og gerne stormfuldt klaverspil. Et spil med kontrol som en by i Rusland og følelsen til højbords.