Vi kan jo ikke komme udenom at lære årets nye ord at kende: Selfie.
Selvportrætter er langtfra en ny dille. Det har været en del af kunstens verden i hundreder af år, men nu har selvportrættet i en mere folkelig og digital udgave fået en fornyelse under navnet ’selfie’. Faktisk så meget, at ordet er blevet kåret som »Årets Ord 2013« af Oxford-ordbøgerne i Storbritannien efter at brugen af ordet eksploderede med voldsomme 17.000 procent over de seneste 12 måneder. Ifølge Oxford-ordbøgerne defineres en selfie, som »et fotografi, man har taget af sig selv, typisk med en smartphone eller webkamera og uploader til et socialt medie.«
Statsminister Helle Thorning-Schmidt gjorde begrebet verdensberømt i Danmark, da hun bogstavelig talt blev berømt i verdenspressen på at lave en selfie under mindehøjtideligheden for Nelson Mandela med USAs præsident og Storbritanniens premierminister som deltagere i selvportrættet. En del af verdenspressen opfandt en sladderhistorie om en sur fru Obama, der sad på den anden side af manden, da Danmarks lyshårede og langbenede kvindelige statsminister lavede sjov med Obama og David Cameron og tog en selfie under mindehøjtideligheden.
At historien var ren opspind dokumenterede andre medier med fotografer på pletten både før og efter optagelsen af den pågældende selfie. Andre forsøgte at piske en stemning op om det forkastelige i at have det sjovt under en mindehøjtidelighed, der rent ud sagt var alt andet end sørgelig. David Cameron måtte tage en del af de kugler i den offentlige debat og har foreslået den danske statsminister at sælge sin selfie og bruge indtægterne til velgørenhed. Og herregud, så forfærdeligt var det vel ikke, at statsministeren viste lidt menneskelige sider af sig selv og fulgte sine teenagedøtres råd om de seneste modetrends på de sociale medier.
NU VED VI ALLE, hvad en selfie er, og regeringen kunne have lavet en hel serie af dem i det forgangne år og beriget os med. Tidligere justitsminister Morten Bødskov kunne tage en med Christiania og en PET-agent som baggrund. Tidligere udviklingsminister Friis Bach kunne have et noget slidt logo fra GGGI som baggrund. Tidligere kulturminister Uffe Elbæk kunne tage en selfie i Akademiet for Utæmmet Kreativiet med en plakat for sit nye parti, Alternativet, som baggrund. Tidligere udenrigsminister Villy Søvndal burde have taget en selfie med den nu tidligere amerikanske udenrigsminister Hilary Clinton fra deres berømte pressemøde, hvor ministerens engelsk virkelig stod sin prøve.
Til ministrene tildelt de store næser af Folketinget i årets løb - Martin Lidegaard for solcellesagen og Annette Vilhelmsen for sagen om millionen til Huset Zornig - må der også være en spændende selfie-mulighed med papnæser. Og Venstres Lars Løkke Rasmussen kunne også være med i konkurrencen om årets selfie - ja, han kunne endog komme i Guinness Rekordbog for den længstvarende selfie ved pressemødet om hans rejser for GGGI.
Mod årets slutning kunne vi have fået en hurtig selfie med Lars Løkke, den konservative Lars Barfoed og Bjarne Corydon foran finansministerens dør med et blåt finanslovforlig, mens Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen må nøjes med at tage et billede af sig selv, mens hun øver sig i ikke at blive alt for vred på Bjarne Corydon og bruge slemme ukvemsord på tv som sidste gang, det gik galt.