1. Kendrick Lamar: »To Pimp A Butterfly«
Oven på gennembruddet med den nyklassiske debutplade »good kid, M.A.A.D. city« (2012) kunne Los Angeles-rapperen Kendrick Lamar have valgt den nemme løsning og givet os en ny omgang stensikre bangers. I stedet valgte han at lave den svimlende ambitiøse »To Pimp A Butterfly«, hvor han over et heftigt hiphop-mix af funk og kosmisk jazz rappede med teknisk overlegenhed og finesse om alt fra raceproblemer, systemisk undertrykkelse og black pride til skyldkomplekser, berømmelsens faldgruber og troen på Gud. Mesterligt er ikke ordet. gaunt
2. Tame Impala: »Currents«
Det helt store tema på australske Tame Impalas blændende tredje album var forandring. Det gik ikke kun igen i mange af bagmand Kevin Parkers tekster, selve temaet blev også underbygget på lydsiden, hvor tidligere pladers kalejdoskopiske psych-rock var erstattet af ekstremt velproduceret pop og groovy beats, der satte både krop og hjerne i lykkelig bevægelse. Årets hovedtelefonplade. gaunt
3. Father John Misty: »I Love You, Honeybear«
Med den skælmske boheme-persona Father John Misty har amerikanske Josh Tillman omsider fundet sin rette hylde som sangskriver. På den fremragende »I Love You, Honeybear« lykkedes det ham at hudflette både sin egen selvoptagethed, kærligheden og samfundet på grumt underholdende vis. Hele tiden balancerende på knivsæggen mellem ironi og oprigtighed og godt hjulpet på vej af nogle overdådige 70er-gyldne arrangementer. gaunt
4. Blur: »The Magic Whip«
Årets comeback! 12 år efter deres seneste album lød »The Magic Whip« som et veloplagt nyt kapitel for Blur snarere end et endeligt punktum. Albummet var hastigt undfanget under en kort turnépause i Hong Kong. Spontaniteten lønnede sig. Med den krøllede mesterguitarist Graham Coxon tilbage i folden var både kvartettens eventyrlyst og Damon Albarns skarpe melodiøre mere end intakt. hendrich
5. Jonathan Johansson: »Lebensraum!«
I 2015 bankede virkeligheden endegyldigt på i den svenske popprins Jonathan Johanssons ellers så himmelske univers. Ud med tidligere pladers suggestive storbypoesi! På »Lebensraum!« sang Johansson pludselig råt for usødet om skandinavisk fremmedhad, om Fort Europa, tom forbrugsfest og døde bådflygtninge i det azurblå Middelhav. Popmusik af den mest uafrystelige variant. gaunt
6. Courtney Barnett: »Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit«
Den australske sangskriver Courtney Barnetts genialt betitlede debutalbum var rigt på henkastet deadpan-humor og rørende hverdagsfortællinger med tungen permanent placeret i kinden. De ordrige tekster blev pakket charmerende ind i skæv garagepop, der vekslede mellem slacker-døsig klimpren og mere grungede guitarudladninger. Sammenlagt var helheden herligt uprætentiøs og genialt afvæbnende. hendrich
7. Sleater-Kinney: »No Cities To Love«
Efter en tiårig pause vendte den feministiske riot grrrl-trio Sleater-Kinney tilbage for fuld kraft. Hverken den uforsonlige rebelske nerve eller d’damers sans for iørefaldende, hidsigt svigende powerpop-lussinger var gået tabt i mellemtiden. Trioens lyd var modnet med sjælden ynde, og »No Cities To Love« stod som en skarp tilføjelse til trioens diskografi. hendrich
8. Sufjan Stevens: »Carrie & Lowell«
Tab er et velkendt kunstnerisk brændstof. På »Carrie & Lowell« tog amerikanske Sufjan Stevens en tårevædet afsked med sin nyligt afdøde mor, titlens Carrie, som havde været fraværende hele hans barndom. Resultatet var hardcore personligt og helt ind til benet, men samtidig også forsonende og opløftende i al sin sørgmodige skrøbelighed. hendrich
9. Grimes: »Art Angels«
Moderne popmusik har forsvindende få sande kvindelige auteurs. Men i tilfældet Grimes er det altså canadiske Claire Boucher, der både skriver, synger, spiller og producerer det hele. Og det gjorde hun helt fænomenalt på sit andet album »Art Angels«, der blandede trap, EDM, K-pop, elektronisk avantgarde og mainstream pop på idiosynkratisk og særdeles berusende vis. gaunt
10. New Order: »Music Complete«
Peter Hooks bas har altid været en vigtig signatur i New Orders lyd. Så da »Hooky« skred i 2007, troede man, bandet var en saga blot. Så meget desto større var glæden, da bandet efter ti års albumtørke returnerede med den veloplagte »Music Complete«. hendrich