CANNES: Det har vakt opmærksomhed ved filmfestivalen i Cannes. at det danske filmselskab Zentropa står bag en kommende filmatisering af en af Karen Blixens romaner.

Zentropa leder nu efter udenlandske investorer til filmen, der bygger på »Gengældelsens veje«, som Blixen skrev i 1944 under pseudonymet Pierre Andrézel. Af denne grund betegnede Karen Blixen selv romanen som et af sine »illegitime børn«.

»Det er et projekt, jeg har drømt om i mindst fem år, men det er først nu, at vi har fundet et greb der knækker koden. Det har altid pirret min nysgerrighed, at Blixen brugte en del af sin sommerferie på at skrive en vaskeægte thriller,« siger Peter Aalbæk Jensen til Berlingske.

Filmen bliver instrueret af Birger Larsen, der tidligere har instrueret episoder af »Forbrydelsen«, og historien handler om to fattige piger der bliver adopteret af en præst, der driver en lyssky, hvid slavehandel. Filmens manuskript er af Michael W. Horsten, der har samarbejdet med Birger Larsen på »Forbrydelsen«.

»Det er en historie, der kan forstås uden studenterhue på. Så jeg håber, vi kan lave en historie der kan arbejde dobbelt. så den umiddelbare fortælling er spændende, men at der er et dybere lag der kan tilfredsstille connaisseurerne,« siger Peter Aalbæk Jensen.

Zentropa-direktøren kalder film for ‘verdens dummeste kunstart’, men det skal forstås positivt.

»Alting bliver jo læsset ind med skovle, men det er jo egentlig det, der er det smukke ved film. At man laver noget, der er skabt til et stort publikum. Og det er den tilgang vi skal have til det,« siger Peter Aalbæk Jensen.

I Cannes leder Peter Aalbæk Jensen tillige investorer til Zentropas kommende vikingefilm »The Long Ships«, der skal instrueres af den norske instruktør Hans Petter Moland og har manuskript af Tobias Lindholm.

Dermed rider filmen på en aktuel bølge af vikingeinspirerede film og TV-serier, heriblandt sucesserien »Vikings«.

Det undrer ikke Peter Aalbæk Jensen, at der er en fortsat interesse for danskernes berejste forfædre.

»Jeg ved ikke, om det er det der fascinerer udlandet, men vikingernes verden er på sin vis en forløber for det moderne Skandinavien. Der var en form for demokrati, hvor alles ord talte lige meget. Vikingesamfundet skabte de moderne skandinaviske kvinder, for det var jo dem der der styrede biksen i årevis, mens mændene var ude at tosse rundt,« siger Peter Aalbæk Jensen, der altid selv har identificeret sig med vikingernes intense livsstil.

»Sagt i al ubeskedenhed synes jeg, at det er det, dansk film gør i dag. Vi tager vores mærkelige film og TV-serier og rejser ud og besejrer nye territorier i verden, samtidig med at de er nogle rigtige livsnydere,« siger Peter Aalbæk Jensen til Berlingske.