Det kunne have været os alle sammen. Hvem som helst der stod der i den sydfranske badeby og så på fyrværkeriet ud over Middelhavet. Alene, med familien, kæresten, vennerne eller med børnene på Promenade des Anglais en varm sommeraften i Nice. Mellem glade mennesker – lige indtil en enkelt vanvittig mand forvandlede det hele til en blodig massakre. Ingen kan beskytte sig selv eller sine nærmeste mod en usynlig fjende, der beslutter sig for at styre et mordvåben af en lastbil ind i en menneskemængde for at dræbe så mange som muligt. Det kan ske, og det sker. Terrorens væsen er at ramme tilfældige mennesker og sprede rædsel og usikkerhed, når vi mindst venter det.
Og de fleste tænker »Åh nej, ikke igen.« I en fredelig hverdag glemmer man let, at Europa er under angreb. Som da 130 mennesker sidste år blev dræbt af selvmordsbombemænd i Paris, som da lufthavnen og en metrostation i Bruxelles i marts var udsat for et terrorangreb, som kostede 35 mennesker livet og sårede over 300. Og som da 36 blev dræbt af terrorbomber i Istanbul Lufthavn i sidste måned. Det kan ske og det sker. Endnu ved vi ikke, hvem der står bag. Men det kunne være terrorgruppen Islamisk Stat, som er trængt i defensiven og mister land både i Syrien og Irak. Derfor har de barbariske terrorledere vendt krigen på landjorden til en guerillakrig med alle forhåndenværende våben, som kan bruges til at dræbe uskyldige mennesker. Men uanset hvem, der står bag, udtrykker handlingen en fejhed og en brutalitet, der overgår alt andet.
Den franske Bastilledag er en fest. Den symboliserer friheden fra kongens og adelens undertrykkelse og trældom. Begyndelsen på udviklingen af det demokratiske Europa, vi kender i dag. Frihed, lighed og broderskab var slagordene under den franske revolution og blev de grundværdier, som man byggede den franske republik på. Det var det, de fejrede i går på promenaden i Nice og i hele resten af Frankrig. Det er næppe en tilfældig dag, gerningsmanden eller gerningsmændene har valgt at slå til. Frihed, lighed og broderskab er europæiske grundværdier og alt, hvad jihadister ønsker at bekæmpe med deres syge og forvrængede forestillinger om et islamisk verdensherredømme og deres drab på uskyldige mænd, kvinder og børn.
Skruppelløse forbrydere og terrorister kan man ikke forhandle med. Selv de bedste diplomatiske færdigheder kommer til kort. Man kan eller skal heller ikke forsøge at forstå deres motiver. Det fører ingen steder hen. Der er desværre kun én vej, og det er at sætte hårdt mod hårdt og udrydde et uvæsen, som – hvis det er IS, som igen står bag – mest minder om en dødskult, der lever af rædsel, lemlæstede lig og brutale henrettelser. Konsekvensen af angrebet i Nice kan kun være at forstærke samarbejdet om politi og efterretningsvæsen og intensivere nedkæmpelsen af den selvudråbte islamiske stat.
Krig er krig, og den ser desværre ud til at kunne blive langvarig. Men den er nødvendig. De vestlige frihedsværdier vil vinde til sidst. Den franske revolution var ikke forgæves.