Hvis jeg måtte vælge det perfekte københavnerøjeblik, ville jeg stå en sommernat på Langebro, mens Gasolin skulle spille sangen af samme navn. Bare den sang, de korte minutter, mens solen gik ned over havnen og byens mure var varme af sol og glødede gyldent.
Da Mads Nørgaard holdt show, fandt jeg tøjet til den nat, der aldrig kommer, den perfekte lette sommernat, hvor alt kan ske. For hans show, der blev holdt i Kunstakademiets værksted (med hvidvin i haven, der ligger bag en rød mur i Heibergsgade og var magisk, gammel og tilgroet), var lige præcis den drøm om alt det, der kan ske, hvis man bare vover sig ud i livet, ud i det blå.
Mads Nørgaard havde skabt en kollektion, inspireret af letheden i Mozarts musik, som var lyseblå, denim og hvid.
Knitrende fine var kjoler i den sprødeste bomuld (af slagsen, der er lige så forfriskende som et ingefærshot en træt dag. Alle burde købe en af de kjoler og hænge den i skabet til trætte dage med selvhad. De ville virke som instant detox), ligesom der var enormt pæne frakker til mænd i sort og hvid, den hvide måske lidt kittelagtig, men den sorte så simpel, enkel og ordentlig, at den var perfekt (notér og køb. Den bliver en bedste ven i garderoben). Der var naturligvis en stribet kjole, ligesom der var denim til
Nej, det var ikke stor kunst, men det var ikke bare tøj. Det var nok bare tekstiler, klippet i form og syet sammen - til livsmod og stor glæde. Hvis bare man tør vove sig ud i det.
Hvem booker Gasolin? (Altså, det ville da være den perfekte Distortion-aften).
TV: Se Mads Nørgaards show: