Som i den oprindelige udgave af den svenske dramatiker og instruktør Ingmar Bergmans »Scener fra et ægteskab«, der tonede frem på fjernsynsskærmene i 1973, interviewes Marianne og Johan om deres parforhold, syn på kærlighed, og hvem de hver især er. Intervieweren beder dem om at beskrive deres roller, og det synes nærtliggende at bede dem om det samme i denne situation, nu hvor Marianne og Johan har byttet replikker i den forestilling, der har premiere torsdag aften i Skuespilhuset.

Sofie Gråbøl, som spiller Marianne, lægger ud – på samme måde, som Johan gjorde det i TV-serien.