Når jeg i anledning af 75-året for besættelsen er ude at holde foredrag om Danmark og Anden verdenskrig, er der ofte nogen, der spørger: Hvorfor lykkes det ikke Danmark at holde sig ude af Anden Verdenskrig, når vi kunne holde sig ude af Første Verdenskrig?
Forklaringen ligger i, at man ikke kan se Danmarks historie isoleret fra det øvrige Europas historie, og i 1940 var situationen i Europa en helt anden end i 1914. Hovedårsagen til, at tyskerne for enhver pris ville besætte Danmark i 1940, var, at Norge havde stor strategisk betydning i Anden Verdenskrig, og at besiddelsen af Danmark og ikke mindst Aalborg Lufthavn var nødvendig for tyskerne for at komme videre til Norge. I Første Verdenskrig spillede Norge derimod ikke nogen vigtig rolle i Tysklands strategi, og både Danmark og Norge undgik derfor også at blive besat. I 1914 fokuserede Tyskland især på krigen mod sydvest på kontinentet, mod at besætte Belgien og Frankrig. Og senere også i krigen på østfronten.
Derfor behøvede tyskerne ikke at besætte Danmark, så længe den danske regering blot gjorde, hvad tyskerne forlangte. F.eks. lagde miner ud i de danske farvande, rettet mod russiske og britiske skibe. Og det gjorde den danske regering.
Når Norge under Anden Verdenskrig kom til at spille en så væsentlig rolle, at tyskerne under alle omstændigheder ønskede at besætte Danmark, hang det sammen med flere ting, der ikke her er plads til at komme ind på alle sammen og i alle detaljer. Men en af de vigtigste grunde var det tyske behov for forsyninger med jernmalm (til våbenproduktion) fra Kiruna i Nordsverige. Disse forsyninger blev i krigens løb udskibet og sejlet til Tyskland fra Narvik i det besatte Norge.
En faktor, der spillede ind på den tyske beslutning om at besætte Norge – og dermed også Danmark – var det kapløb om Finland, som var sat ind med udbruddet af Den finsk-sovjetiske Vinterkrig i november 1939. Det var kort efter udbruddet af denne krig, at Hitler endegyldigt bestemte sig for at inddrage Danmark og Norge i de tyske krigsplaner. Igen var det altså udviklingen i nogle helt andre europæiske lande og i forholdet mellem disse, der kom til at bestemme Danmarks skæbne.
I forbindelse med 9. april 1940 bliver det ofte diskuteret, om man fra dansk side burde og skulle have foretaget sig noget andet, end man gjorde. Både op til krigen (med øget oprustning mv.) og på selve dagen 9. april. Men næsten uanset, hvor stor en dansk oprustning, man havde foretaget i løbet af 1930’erne, og uanset, om man havde besluttet at »kæmpe til sidste mand« på selve 9. april, havde det næppe ændret på, at tyskerne var blevet ved, til de havde fået besat Danmark.Dertil var Norges og dermed Danmarks strategiske betydning for stor.
Noget helt andet er så, om en større dansk oprustning og en anden dansk politik 9. april end den hurtige indstilling af kampene og indledningen af samarbejdspolitikken ville have ændret udlandets syn på Danmark. Og om man derfor og af moralske grunde, som nogle mener, burde have ført en anden politik fra dansk side, end man gjorde. Men det er en anden diskussion.