En halv million mennesker ventes at deltage i »Marchen for Vores Liv« i Washington i dag med krav om en mere restriktiv våbenkontrol i kølvandet på skoleskyderiet på Marjory Stoneman Douglas High School i Parkland, Florida, hvor 17 elever og lærere blev dræbt.

Marchen vil blive ledsaget af over 800 søstermarcher i en række amerikanske byer, men også andre steder i verden, herunder København.

Studerende og teenagere fra den ramte skole i Florida står bag og har fået bevægelsen #neveragain til at rulle som et oprør, der i dag sammenlignes med ungdomsoprøret tilbage i 60´erne.

»Forandring kommer, forandring er her allerede. Og det vil aldrig nogensinde stoppe,« siger David Hogg, en af unge arrangører bag fra Stoneman Douglas High School, til Berlingske.

Han tilføjer, at det får konsekvenser for de »korrupte politikere«, der ikke stopper med at tage imod økonomisk støtte fra våbenlobbyen, National Rifle Association (NRA), og indser, at de er »på den forkerte side af historien«.

»Vi kommer til at skrive historien nu,« siger han.

David Hogg og de andre arrangører har fået opbakning fra kendisser som Miley Cyrus, Demi Lovato og Ariana Grande, der vil marchere med de studerende ad Pennsylvania Avenue i Washington i dag.

George og Amal Clooney har doneret 500.000 dollar til kampagnen, og det samme har Oprah Winfrey.

»Man skal gøre alt, hvad man kan for at sikre liv og fremtiden for børn, der er i fare for at dø, når de burde lære, lege og vokse op,« hedder på arrangørernes hjemmeside.

Mens aktivisterne »støtter lovlydige amerikaneres ret til at have og bære våben som angivet i forfatningen«, opfordrer de Kongressen til at indføre forbud mod automatvåben, der altid bruges ved masseskyderier, og strengere baggrundstjek af de, der køber og ejer våben, samt mere strikse love for våbensikkerhed.

Præsident Donald Trumps førsteprioritet indtil nu har været at bevæbne skolelærere, sådan at de kan forsvare deres elever - en ide, der fostret af National Rifle Association.

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA