8-årig skræmt da far flygtede
Det skræmte tilsyneladende en lille pige fra Brønderslev-familien fra vid og sans, at hendes far i august stak af fra varetægtsfængslingen.
Det skræmte tilsyneladende en lille pige fra Brønderslev-familien fra vid og sans, at hendes far i august stak af fra varetægtsfængslingen.
Den lille pige, der i dag er otte år gammel, var bange, da hendes far ikke længere var bag lås og slå. Det fortalte pigens plejemor i dag i Retten i Hjørring, hvor det er sidste dag med vidneforklaringer i den såkaldte Brønderslev-sag.
Den tiltalte far stak af i august, da han var på psykiatrisk hospital i Aalborg i forbindelse med den mental-undersøgelse, der skal bruges til at vurdere hans straf, hvis han bliver fundet skyldig i sagen. Han var væk i fire dage.
- Hun var bange, når hun skulle i seng, fortalte plejemoderen i retten.
- Hvorfor var hun bange, spurgte anklager Michael Møller Hansen.
- Hvis nu han kom... Hun var meget utryg, når vi puttede hende. Hun lå og kiggede ud på sådan en lang gang, vi har. Og hun sagde flere gange, at hun var bange, sagde plejemoderen, der ikke kunne uddybe præcis, hvad den lille pige frygtede.
Plejemoderen fortalte også, at pigen hverken var vant til lagen på sengen eller toiletpapir. Der var mange ting, hun skulle lære. Mest af alt satte hun pris på, at blive puttet i en varm seng, og at der var varmt i plejefamiliens hus, da det blev vinter.
- Der var som is, der hvor hun var før, sagde hun, refererede plejemoderen.
Plejemoderen har i dag tre af de yngste børn fra Brønderslev-sagen. En pige på otte og to drenge på fire og to år. Pigen og den ældste drengs sproglige udvikling var meget dårlig, da de kom til plejefamilien, men det er ved at blive bedre nu.
Forældrene er tiltalt for ekstrem vanrøgt, mishandling, tvang, indespærring og seksuelle overgreb. De er tiltalt på lige fod i anklagen om vanrøgt af deres store børneflok. I resten af de uhurlige anklagepunkter er faderen enten tiltalt alene, eller han er tiltalt som den, der udførte rædslerne, mens kvinden så eller vidste, at de foregik, men ikke greb ind.
Der falder dom i sagen på onsdag.
Anklageren kræver fængselsstraf til den 37-årige kvinde og forvaring på ubestemt tid til den 41-årige mand. Begge vil frifindes. Hvis nævningene finder de tiltalte skyldige, afsiges kendelse om straf 17. juni.