74 danskere med i bomberamt maraton
Mange danskere deltog i Boston Marathon, som mandag blev ramt af to bomber.
Mange danskere deltog i Boston Marathon, som mandag blev ramt af to bomber.
Boston Marathon, der er blevet ramt af to bomber, tiltrækker folk fra hele verden. Også fra Danmark. Ifølge løbets officielle hjemmeside var 74 danskere med i løbet.
Der er på nuværende tidspunkt ikke meldt om sårede eller dræbte danskere.
Ifølge tv2.dk havde Den danske klub Marathon Travel Club 40 deltagere i løbet og flere tilskuere på ruten. Der har været kontakt til 34 danskere, som alle er uskadte.
To bomber
De to bomber gik af omkring maratonløbets målstreg klokken cirka 14.45 lokal tid, og dækkede efterfølgende pladsen Copley Square i røg. En tredje eksplosion ramte senere JFK Library. Det er endnu uklart, om den eksplosion er relateret til de to andre.
Der er endnu ikke oplysninger fremme om, hvem der står bag eksplosionerne i forbindelse med maratonløbet, hvor omkring 27.000 løbere deltog.
Siituationen i Boston har fået politiet i New York til at optrappe sikkerheden omkring seværdigheder i på Manhattan, blandt andet omkring prominente hoteller, skriver Reuters.