Marilyn Monroe gjorde de små, dyre sten til drømme I 1953, da hun sang ”Diamonds are a girls best friend” i filmatiseringen af Broadway-opsætningen ”Gentlemen Prefer Blondes”. Væk fra det hvide lærred var Monroe dog ikke nær så optaget af diamanter som en anden af Hollywoods store, kvindelige skuespillerinder, Elizabeth Taylor.

Taylor, der døde 79 år gammel i Los Angeles tidligere i år, levede et liv med stor, stor kærlighed til diamanter, som bl.a. er dokumenteret i bogen med den helt enkle titel: ”Elizabeth Taylor: My Love Affair With Jewelry” (2003).

Skuespillerinden efterlod sig blandt meget andet en stor og værdifuld juvelsamling. Udvalgte dele af samlingen, der i alt rummer 296 enheder, har siden september været på en slags salgsturné forud for en auktion hos Christies i New York, der pågår netop i disse dage.

Og auktionen har allerede indbragt et rekordbeløb på 116 millioner dollar (omkring 662 millioner kroner), hvilket er mere end det dobbelte af den tidligere rekord for en enkelt smykkesamling. Hele smykkesamlingen var i forvejen prissat til cirka 20 mio. dollar (ca. 114 mio. kr.)

Også kjoler og en dronnings halskæde

På auktionen forefindes ydermere godt 400 eksklusive kjoler og outfits, som Taylor har båret til filmpremierer, prisceremonier, gallaarrangementer og bryllupper. Auktionshuset Christies bestyrelsesformand Marc Porter har allerede været ude og kalde Elizabeth Taylor auktionen for en af de største og mest personlige nogensinde, idet den ldokumenterer mere end 50 år af hendes liv og er udtryk for legendens helt personlige smag og valg.

Under tirsdagens auktion blev et halssmykke med en kæmpestor pæreformet perle fra 1500-tallet, der engang tilhørte Englands dronning Mary Tudor (også kendt som Mary den Blodige) og senere flere spanske dronninger, solgt for knap 12 millioner dollar (ca. 68,5 mio. kr.), hvilket er rekord for en perle. Burton, som blev gift med Taylor to gange, købte perlen på en auktion i 1969 for 37.000 dollar.

En diamantring som Taylor havde fået af sin nære ven, popikonet Michael Jackson, gik for 600.000 dollars (3,5 mio. kr.).

Men på auktionen indgår også flere ringe, som Elizabeth Taylor fik af sin kollega Richard Burton, som hun var gift med to gange. Blandt dem er der en 33,19 karat diamantring, som var vurderet til at indbringe godt 18 mio. kr. Ringen gik for over 50 mio. kr. på auktionen. Burton købte ringen i 1968 for den nette sum af 300.000 dollar (1,7 mio. kr.)

Diamantringen blev af den sydkoreanske forretningsmand Daniel Pang, som bød på vegne af den sydkoreanske koncern Eland World.Koncernen ejer flere hoteller og vil udstille diamanten, ligesom den tidligere har gjort med smykker, der har tilhørt Jacqueline Kennedy Onassis.

Taylor-auktionerne fortsætter med salg af filmstjernens smykker og haute couture, deriblandt to brudekjoler fra bryllupperne med Burton.

Det er muligt at byde med på www.christies.com