Med en så dejlig solskinsdag ved sommerens start i juni er det en perfekt motions-eftermiddag for 67-årige Fritz Christoffersen og hans genbo 75-årige Hans Münter.

-Vi cykler sammen tre-fire gange om ugen for at holde os lidt i form. Måske ned til Bagsværd sø. Eller noget andet. Vi kører og hygger os sammen, fortæller Fritz Christoffersen.

Ved fire-tiden denne mandag stiger de på cyklerne med kurs mod Næsseslottet ved Furesøen og Holte havn. En halv snes kilometer gennem de stille villakvarterer i Virum nord for København.

Men sådan skal det ikke gå. Blot nogle få veje fra hjemmet bliver motionscyklisterne overhalet af en bil, der standser brat op. Fritz Christoffersen må trække håndbremsen - og ryger dermed på hovedet ud over cykelstyret. Cykelhjælmen flækker ved mødet med asfalten, og begge arme smerter, da Falck hurtigt kommer til og kører den uheldige pensionerede cyklist til skadestuen på Herlev Hospital.

Det bliver starten på 28 timers venten i stærke smerter på at få konstateret at venstre arm er brækket og den højre hånd forstuvet.

-Der kommer en sød sygeplejerske og tørrer mig af for blod, for jeg har jo skrammer i hovedet og på armene og benene. Og så venter man jo på, at der kommer en læge og kigger på det. Men der kommer aldrig nogen læge, husker Fritz Christoffersen.

Efter et par år ud og ind af sundshedssystemet med bypass og infektioner mener den tilskadekomne nok at han kan kende skelne mellem læger og praktikanter. Og denne junieftermiddag er det en praktikant, der kommer og kiggede på den smertende venstre arm. Faktisk rimeligt hurtigt efter ankomsten til skadestuen.

- Jeg vil godt røntgenfotograferes, for jeg kan ikke dreje hånden. Det gør meget ondt, siger Fritz Christoffersen.

-Det er ikke nødvendigt, lyder svaret. Christoffersen kan bare tage hjem.

Men næste morgen var det klart, at armen måtte være brækket.

-Den går ikke denne her, tænker Fritz Christoffersen, for han kan næsten ikke være nogen steder for smerter.

-Så tager jeg ud på Herlev igen. Det er ved ca. halv 12 tiden. Og jeg sidder og venter. Og venter. Og venter.

Hans kone Tove Hald er sygeplejerske og kommer ud på skadestuen efter arbejde. Men der sker ikke noget. Ved halv fire tiden kommer der en afløser, men der sker stadig ikke noget.

Der er almindelig uro i venteværelset over, at der ikke dukker nogen behandlere op. Ægteparret fra Virum presser på for at der skal ske noget. Og endelig ved 20 tiden – 28 timer efter faldet på cyklen får Fritz Christoffersen lov til at blive røntgenfotograferet. Venstre arm er ganske rigtigt brækket neden for albueleddet - og den bliver omgående lagt i gips.

Ingen motionscykelture de følgende tre uger.

-OK jeg kan klare det, konstaterer Fritz Christoffersen i dag. -Men det harmer mig, at der sidder en mor og en far med deres små sønneri venteværelset. Og da jeg tager derudefra er de overhovedet ikke kommet i nærheden af en læge.

Ved udgangen fra skadestuen konstaterer Tove Hald til sin sygeplejerskekollega, at det dog er et uroligt pres, der er på skadestuen sådan en mandag.

Sygeplejersken på skadestuen ser på Tove Hald og ryster på hovedet:

-Næh dette her er normalt, siger hun. - Når der er pres på, så er der 12 timers ventetid.