Det er udbrud af den alvorligste form for svinepest, afrikansk svinepest, i Polen og Litauen, der i foreløbig tre måneder har skabt alvorlige problemer for danske svineproducenter og slagterier med Danish Crown og Tican i spidsen. Den afrikanske svinepest er mere aggressiv over for svinene end den klassiske europæiske svinepest, som der er mistanke om har ramt en dansk gris.

Udbruddene af dyresygdommen i de to østeuropæiske lande fik i februar i år russerne til at gå drastisk til værks og lukke for al import af svinekød fra EU og levende svin, herunder Danmark. For hele EU har Rusland ellers længe været det største marked på eksport af svinekød.

90 procent af Danmarks produktion af svinekød går til eksport, og Rusland er et af de syv største eksportmarkeder. Udbrud af svinepest i Polen og Lithauen koster i øjeblikket dagligt danske svineproducenter mio. af kr.. Det er 500 mio. kr. på tre måneder.

Russernes importstop betyder, at Danmark går glip af et stort og vigtigt eksportmarked for sine varer, og samtidig bliver EU oversvømmet med kødprodukter, som bliver presset ned i pris, fordi EU-landene ikke kan afsætte deres svinekød til russerne.

Siden Ruslands lukning er den danske notering, dvs. slagteriernes afregning til svineproducenterne, faldet med 10 til 15 procent, hvilket svarer til én til halvanden kr. pr. kilo kød.

Fødevarestyrelsen har indført ekstra restriktioner på svinetransporter, som kører imellem Danmark, Polen og Litauen. Samtidig advarer myndighederne danskere mod at tage på jagtture til Polen for at skyde vildtsvin. Med fundene af afrikansk svinepest i de to lande, så vil de danske myndigheder for en hver pris undgå, at smitten kommer til Danmark.