Alting afhænger af øjnene, der ser, og sandheden er for så vidt en flydende størrelse. Vinklen på virkeligheden indfanges og skarprettes med de remedier, vi hver især har for hånden – det være sig opvækst og omgivelser, sind og særlige evner – og derfor kan det, der umiskendeligt ligner fakta, vise sig at være fiktion, og omvendt, når synsvinkel, lys, lyd eller livet omkring én pludselig ændrer sig en smule.

Den slags er fem af de bedst sælgende internationale krimiforfattere dygtige til – mere eller mindre direkte – at gøre os opmærksomme på, når de leger med vores logiske sans og påvirkelige empati. I fem meget forskellige spændingsromaner fører de os gennem hver deres faktaforstyrrende labyrinter, så vi, bedst som vi tror at kunne skelne sandt fra falsk, må revidere vores opfattelse.