1. Den stilede

Glem alt om fugtige, daggamle peanuts, halvlunkne gin-tonics og barstole i slidt, rødt læder. På det luksuriøse hotel Mandarin Oriental, der ligger på en af Kuala Lumpurs absolut dyreste adresser, finder man en hotelbar ud over det sædvanlig. Allerede ved ankomsten opdager man, at det her ikke er hvilken som helst bar. Lamborghinier og Ferrarier slås om parkeringspladsens begrænsede betonflade, mens en dørmand i håndsyet jakkesæt håndplukker blandt de trippende gæster i den lange kø, som en hyrde skiller fårene fra bukkene. Og Sultan Lounge er en sultan værdig. Med sin eksklusive bar, der med sin mauriske, gyldne indretning flytter tankerne hen på en eventyrlig Aladdin-verden, og de runde sofagrupper beklædt med guld, fløjl og silke. Sultan Lounge har gæster fra hele verden og i alle aldersgrupper. Vær dog opmærksom på, at baren har en meget striks dresscode. Mænd skal være iført lange bukser, skjorte og pæne sko, kvinder slipper lettere ind – dog ikke i kondisko eller klipklappere.

2. Den højtragende

De to smukke og famøse skyskrabere Petronas Twin Towers, der majestætisk skyder op fra asfalten som to gigantiske og lysende patroner midt i Kuala Lumpur, er for mange synonym med Kuala Lumpur. Og hvis man vil have den helt perfekte udsigt til netop Petronas, er Marini’s On 57 lige stedet. Baren ligger i nabobygningen og er Kuala Lumpurs højeste beliggende bar på – som navnet indikerer – 57. etage. Herfra har man fra den udendørs terrasse 360 graders udsigt til både Petrona tårnene og til resten af byen. Marini’s on 57 har også en indendørs lounge – med et imponerende udvalg af whisky og cigarer, serveret til tonerne af blød jazz. Er man mere til mad, har baren en italiensk restaurant, hvor gulv-til-loft-vinduer gør, at man får hele udsigten med. Maden er lækker, dog i den dyre ende af Kuala Lumpurs restaurantskala, og bordreservation er nødvendig. Fra drinkskortet kan The Signature M Iced Tea anbefales. Den er læskende og sommerlig. Skal det være uden alkohol, kan man prøve Mediterranean Smashed. Let og himmelsk.

3. Den festlige

På den livlige festgade Changkat finder man barer i alle afskygninger. Ølbarer og cocktailbarer. Ginbarer og whiskybarer. Irske, spanske og russiske barer. Gaden er mildest talt proppet med mulige steder at skylle ganen, men man skal bestemt vide, hvor man skal gå hen. Changkat har nemlig få gode og mange dårlige barer. Hvis man søger en stilfuld bar med god musik og stemning, skal man vælge Frangipani. Bag bardisken fremtryller de unge, rappe bartendere nogle af byens bedste – og stærkeste – cocktails, og er kendt for altid at give gæsten en god og personlig oplevelse. Frangipani huser året rundt nogle af verdens mest kendte DJs, der flere aftener om ugen forvandler den store 1. sal med rødt interiør, spejle og blåligt lys til en gryde af rullende hofter, klirrende glas og svedige pander. Frangipani, der slog dørene op i 2001, har i stueetagen en restaurant. Her er hverken lysshow, DJs eller stærke drinks, men i stedet et roligt, luksuriøst spiseareal indrettet med et stilrent vandbassin i midten. Køkkenet er europæisk og et af de bedste steder, hvis man vil have – for danskere – velkendt mad midt i Asiens mere eksotiske køkken. 

4. Den udendørs

Vil man danse i måneskin og sippe drinks under åben himmel, mens man nyder den friske aftenbrise midt i tætpakkede Kuala Lumpur, skal man til Luna Bar. For her kan man netop det. Som navnet indikerer, (Luna betyder som bekendt måne) er der intet over denne bar end måne og – hvis vejrguderne vil – stjerner. Luna Bar ligger få minutters kørsel fra centrum, og man skal kende til baren, hvis man vil finde den. Den er placeret i et lejlighedskompleks, og går man tilfældigt forbi, ville man aldrig opdage, at der inde bag de grå mure befinder sig et lækkert, kulørt »hang-out«. En gigantisk swimmingpool er centrum i den udendørs bar og diskotek, der alle aftener året rundt holder fest. I løbet af sæsonerne indtager forskellige internationale såvel som lokale kunstnere og DJs scenen og spiller op til svedig, tæt dans langs poolkanten. Før midnat er Luna Bar stedet, hvor man skåler i farverige cocktails og nyder godt af den kølige brise, der er et sjældent fænomen i Kuala Lumpur. Efter midnat og til ud på de små timer er månebaren derimod stedet, hvor lokale malayer og internationale turister og forretningsrejsende får det ikke-eksisterende tag til at lette. Besøger man Luna Bar, skal man være opmærksom på, at poolen kun er til pynt og til badedyr, og personalet finder det ikke sjovt, hvis man forsøger at bryde vandreglerne.

5. Den klassiske

Enhver moderne metropol har en helt klassisk bar placeret højt over det travle menneskemylder på gaderne. Kuala Lumpur er ingen undtagelse, og selv om Sky Bar ikke er placeret helt i himlen – men kun på 33. etage – er den ekstravagante Kuala Lumpur-klassiker helt bestemt et besøg værd. Sky Bar er en eksklusiv bar med lækre, hvide loungemøbler placeret langs en stor aflang pool. Fra den halvt overdækkede terrasse har man et fabelagtigt vue over byen og de flotte skyskrabere, Patronas Twin Towers. Stemningen er i dagstimerne afslappet med lækre loungerytmer og afdæmpet snak, mens baren om natten er samlingspunkt for kvinder i stiletter og mænd med dyre jakkesæt og glødende kreditkort. Baren har vundet et utal af priser og betegnes både af lokale og turister som et »must do« i Kuala Lumpur. Derfor er den også meget besøgt – især af turister – og det kan være svært at få et sted at sidde. Lægger man vejen forbi Sky Bar omkring frokost eller sen eftermiddag, undgår man de værste horder af blitzende turistkameraer. Samt mulighed for at nyde godt af barens meget lange happy hour, der strækker sig fra kl. 11 til kl. 21. Sky Bar er åbent alle ugens dage.