Venstres 49 borgmestre giver Helle Thorning-Schmidt (S) svar på tiltale. Det sker, efter statsministeren i et brev, som er på vej ud i 1,2 millioner postkasser, advarer mod Venstres nulvækst.

Den vil føre til besparelser og nedskæringer i kommunerne, lyder det socialdemokratiske budskab. Men det er hykleri ud over alle grænser, lyder det enstemmige svar fra de 49 Venstre-borgmestre.

{embedded type="node/" id="ynodes_carousel"}

»Vi ser en helt urimelig skræmmekampagne fra Socialdemokraternes side. I virkelighedens verden har den socialdemokratiske regering under Helle Thornings ledelse rent faktisk fjernet 4,3 milliarder kroner fra kommunernes kernevelfærd de sidste fire år. Det svarer til over 12.500 fuldtidsstillinger,« siger borgmester Lars Krarup (V) fra Herning til Berlingske Nyhedsbureau.

Han og de 48 borgmesterkolleger mener, at Helle Thorning-Schmidt forsøger at bilde vælgerne ind, at nulvækst i den offentlige sektor, som Venstre foreslår, betyder nedskæringer i kommunerne, og at hun forsøger at fremstille sig som velfærdens redningskvinde.

»Det er hykleri ud over alle grænser. Helle Thorning-Schmidt lovede som bekendt ved sidste valgkamp kommunerne guld og grønne skove: Hun lovede flere penge til kommunerne. Maksimalt 24 elever i klasserne. To lærere i hver klasse. Men virkeligheden blev som bekendt helt anderledes,« siger Lars Krarup.

Han afviser, at nulvækst er ensbetydende med den massakre, som Socialdemokraterne prøver at fremstille det som.

»Det er nu engang ganske sundt og ordentligt at vende hver en krone i den offentlige forvaltning. Det er sund respekt for skatteborgernes penge. Det er til gengæld enormt hyklerisk, når man lover i øst og leverer i vest,« siger Hernings borgmester.

Også de socialdemokratiske borgmestre blander sig i valgkampen. Mandag skrev 25 af landets 33 socialdemokratiske borgmestre et fælles brev, hvor de ligeledes advarer mod nulvækst i den offentlige sektor.