Købmændene, cykelhandlerne, slagterbutikkerne og 45 andre fagorganisationer, der repræsenterer dansk detailhandlen, er i disse dage oppe på barrikaderne.

I klare vendinger advarer de miljøminister Kirsten Brosbøl (S) mod at følge Produktivitetskommissionens anbefalinger om en mere lempelig planlov, der skal bane vejen for kæmpe supermarkeder, de såkaldte hypermarkeder.

»Alle detailhandelseksperter mener, at det vil få meget, meget store konsekvenser for butikslivet i byernes bymidter, og for dagligevareforsyningen i landdistrikterne, hvis man tillader flere hypermarkeder i Danmark. Og det vil blive resultatet af en liberalisering af planloven,« siger administrerende direktør i De Samvirkende Købmænd John Wagner.

På mandag præsenterer den regeringsnedsatte Produktivitetskommission sin endelige rapport, og her vil kommissionen blandt andet anbefale, at politikerne giver tilladelse til, at der kan etableres nye hypermarkeder, og at dagligvarebutikker ikke nødvendigvis skal ligge i bymidten, som det er påkrævet i den nuværende planlov. Produktivitetskommissionen vurderer, at der er et potentiale for produktivitetsgevinster på op mod 1,6 milliarder kroner årligt i dagligvarehandlen gennem en lempelse af planloven, som blandt andet vil komme de almindelige danskere til gode ved billigere madvarer.

Men anbefalingerne er skabt på en helt forkert præmis, mener Naturstyrelsen, der ligesom de 48 organisationer også kæmper imod en mere lempelig plan. Dokumentationen om manglende produktivitet i dagligvarebutikkerne er simpelthen forældet, skriver Naturstyrelsen i et høringssvar til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som i et udkast til en rapport om fremtidens detailhandel netop anbefaler en lempelse af planloven.

»På baggrund af de tal, der ligger nu, kan vi ikke se, at der ligger en produktivitetsgevinst ved en lempelse af planloven. Vi skal et spadestik dybere og have mere dybdeborende analyser,« siger kontorchef ved Naturstyrelsen Hanne Kjær.

Hun henviser til, at Produktivitetskommissionens tal viser et minus i produktiviteten fra 1995-2000, mens de seneste tal fra 2002-2011 faktisk viser vækst i branchen.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ønsker ikke at kommentere på deres foreløbige anbefalinger i rapporten, og miljøminister Kirsten Brosbøl, der har ansvaret for planloven, var ikke til at træffe for en kommentar mandag aften.

Formand for Produktivitetskommissionen, Peter Birch Sørensen, står stadig inde for anbefalingen en lempelse af planloven.

»Vi bygger anbefalingen på en lang række forskningsstudier, og der er masser af dokumentation fra udlandet, der viser, at en restriktiv planlovgivning hæmmer produktiviteten i detailhandlen om omvendt, at der er bedre produktivitetsudvikling i lande med en mere lempelig lovgivning,« siger han.

Bilka er et eksempel på et hypermarked, der foruden at være et meget stort supermarked også karakteriseres ved, at man kan købe tøj og andre ting til hjemmet.