Kampen for at genvinde kontrollen over den vestlige del af byen Mosul i Irak har sendt flere end 45.000 mennesker på flugt.

Det oplyser FN's Internationale Organisation for Migration (IOM).

Offensiven begyndte 19. februar, efter at det østlige Mosul i januar blev befriet oven på flere måneders kampe.

Og alene 28. februar ankom flere end 17.000 til flygtningelejre uden for byen, mens flere end 13.000 ankom 3. marts, viser IOM's opgørelse.

Mosul blev erobret af Islamisk Stat for snart tre år siden.

Der befinder sig formentlig fortsat op mod 600.000 civile og et par tusinde medlemmer af Islamisk Stat i Mosul.

/ritzau/AFP