Der er de skuespillere, som stort set spiller den samme rolle fra de går ud af Teaterskolen til de endegyldigt stopper karrieren. Og så er der dem, som konstant overrasker i deres rollevalg.

Dansk-svenske David Dencik, der nu fylder 40 år, placerer sig i sidstnævnte kategori. De fleste danskere vil formentlig kende ham som den pågående psykiater Anders Assing i DR-serien »Lykke« eller for hans rolle som den transseksuelle Veronica i Pernille Fischer Christensens »En soap« fra 2006 - sidstnævnte en rolle som han vandt en Robert for. Men Dencik har også givet den som homoseksuel nynazist i dramaet »Broderskab« fra 2010, moderisk racist i den svenske TV-serie »Lasermannen« og som officeren Toby Esterhase i den britisk/franske spionfilm »Dame Konge Es Spion«, som er baseret på John Le Carrés berømte roman af samme navn.

David Dencik er født i Stockholm i 1974 og er lillebror til instruktør, klipper og forfatter Daniel Dencik. Familien flyttede i 1976 til København, hvor han boede, indtil han kom ind på Teaterhögskolan i Stockholm i 1999. Hans debut som færdiguddannet skuespiller blev rollen som bartender i Christoffer Boes »Reconstruction« fra 2003.

Der gik ikke mange år før Dencik fandt ud af, at den dansk-svenske andedam var for lille til ham. Han er således en af de få danske skuespillere, der kan fremvise flere internationale titler på CV’et, blandt andet Steven Spielbergs »War Horse«, David Finchers »The Girl with the Dragon Tattoo« og den biografaktuelle »The Homesman« af Tommy Lee Jones. Han kan i øvrigt opleves i flere internationale film i løbet af det kommende år.

Selvom Dencik efterhånden har bevist, at han er i stand til lidt af hvert inden for sit felt, har de store hovedroller ladet vente på sig. Det bliver der dog ændret på med det ambitiøse svenske filmprojekt »Gentlemen« af Mikael Marcimain, hvor Dencik spiller hovedrollen som dandyen Henry Morgan. Filmen får premiere i Sverige 5. december.

I Danmark kan man lige nu opleve David Dencik i thrilleren »Fasandræberne«, som bygger på Jussi Adler-Olsens 2. bog i serien om Afdeling Q, og i »Kapgang« af Niels Arden Oplev. Han kan også ses i Susanne Biers længe ventede melodrama »Serena« med Bradley Cooper og Jennifer Lawrence.

David Dencik er gift med jurist Sofie Dencik.