Der er noget faretruende og uindtageligt over det majestætiske søfort i indsejlingen til Københavns Havn.

Hovedindgangen står massiv og hugget i granit, og dørene er af stål. Det samme er skodderne for de sprossede vinduer, og kong Christian IXs segl troner frem på facaden af den forladte fæstning.

På kajen advarer mere moderne skilte imidlertid om, at uvedkommende bør tage sig i agt for glubske vagthunde. Et hundehus understreger alvoren, men det er heldigvis tomt. Faktisk er der bomstille på øen.

Sejlbåden »Pì« har lagt til ved Middelgrundsfortet, som netop er sat til salg, og Berlingske er – med tilladelse – gået i land for at undersøge, hvor meget dansk ø man får for 16,5 millioner kroner.

Det er vindstille, og de gamle militærbygninger emmer af potentiale i den klare efterårsluft på deres første salgsdag i denne omgang. På samme tid er det nemt at fortabe sig i havudsigten hele vejen rundt med havvindmøllerne og Amager i horisonten.

Da Middelgrundsfortet i 2010 senest var til salg, lød prisen på 75 mio. kroner. Ejeren Peter Bech, som altså igen har sat øen til salg, købte oprindeligt Middelgrundsfortet til fem mio. kroner af staten i 2002, hvorefter han i en årrække blandt andet drev hotel-, kursus- og restaurationsvirksomhed på øen.

Efter en disput med myndighederne om bevaringsreglerne besluttede Peter Bech sig dog i 2010 for at sætte fortet til salg med det, som han i dag erkender, var en »urealistisk pris« – selv om han har brugt »i omegnen af 50 mio. kroner« på at renovere og bygge nyt på fortet, som blandt andet fik en helikopterlandingsplads. Nu håber Peter Bech, at det voldsomme prisfald får gang i salget.

»Det er måske endda billigt, men det gør jo ikke noget, for så er man mere sikker på at få gennemført en handel i stedet for en gang til at stå tilbage uden at have opnået et resultat,« siger han til Berlingske.

Søges: En meget stor og meget kærlig hånd

Siden sidste salgsforsøg er der ikke sket meget på det snart 120 år gamle søfort. De aldrende militærbygninger er tilgroede, og græs og mos er vokset frem mellem sprækkerne i kasematternes beton og den bornholmske granit. Selv om det er tydeligt, at fæstningsværket er fra en tid, hvor man byggede i kompromisløs kvalitet, står det også klart, at Middelgrundsfortet har brug for en kærlig hånd flere steder.

Den menneskeskabte ø midt i indsejlingen til København har desuden i perioder været en yndet destination for fortrøvere og tyveknægte, øresundspirater om man vil. Og det er sandsynligvis en del af forklaringen på de glubske vagthunde, som altså endnu ikke har vist sig.

Men som Berlingske bevæger sig rundt på det øde søfort, pusler et dyr faretruende i buskadset længere fremme, og billedet af en frådende bidsk rottweiler når kortvarigt at dukke frem på nethinden. Men det er falsk alarm, og mens en tyk og skræppende fasan lidt klodset kommer på vingerne, kan det konstateres, at der da stadig er lidt liv i Øresundkystens største håndværkertilbud.