359 WSOP-sæder i to turneringer
En del danskere var blandt vinderne i weekendens to store kvalifikationsturneringer på nettet.
En del danskere var blandt vinderne i weekendens to store kvalifikationsturneringer på nettet.
Mange danske pokerhajer stikker snart snuden på verdens største spillemekka, Las Vegas, og tilslutter sig de tusinder af andre gamblere, der drømmer om den store gevinst i »Sin City« - syndens by.
En god håndfuld af de forhåbningsfulde danskere sikrede sig flybillet, hotelophold og entre til den 10.000 dollars dyre hovedturnering, der begynder 6. juli, i en af de to store kvalifikationsturneringer, der blev afviklet over nettet i weekenden.
Den største af de to garanterede mindst 150 WSOP-pakker til de bedste for en investering af 370 dollars. Men turneringen tiltrak knap 7.000 spillere - det fik det samlede antal WSOP-pakker i puljen op på 220, svarende til en samlet præmiesum på 2.426.900 dollars.
Her sikrede syv danskere sig adgang til pokerens paradis - VM-turneringen i Las Vegas.
Også i den anden af weekendens store WSOP-kvalifikationer kom danskere videre til det forjættede land. Full Tilt Poker havde garanteret 100 WSOP-pakker, men tilslutningen var så stor, at 139 endte med at kunne pakke kufferten.
WSOP-turneringen hos PokerStars havde dog mindre tilslutning end sidste år, hvor samme turnering sikrede 234 en komplet pakke.