FILIPPINERNE: Mindst 31 mennesker er onsdag omkommet i en fabriksbrand i Filippinerne. Yderligere frygtes 65 savnede døde. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Mange arbejdere blev fanget af flammerne i den toetagers fabriksbygning, der ligger i hovedstaden, Manila, og som producerer hjemmesko og klipklappere.

En brandmand fortæller til Reuters, at de fleste af de 31 lig, der hidtil er blevet bjærget, er døde af røgforgiftning.

»Der var en, som var i gang med at svejse ved hovedindgangen, da der pludselig skete en eksplosion,« siger brandmanden og tilføjer, at brandbare materialer og kemikalier gjorde, at branden spredte sig hurtigt.

Da branden brød ud, var der angiveligt op mod 300 fabriksarbejdere i bygningen.

BNB