København. Københavns Politi har anholdt en mand, som sigtes for drabsforsøg i forbindelse med et skyderi på ydre Nørrebro lørdag 19. november.
Det oplyser politikommissær Carsten Ahrends.
- Vi har anholdt en 30-årig mand efter en forholdsvis kort efterforskning. Han bliver fremstillet i dommervagten på Frederiksberg fredag, siger han.
Blandt andet afhøringer af vidner har ledt politiet på sporet af den anholdte, som kommer fra Frederiksberg.
Skudepisoden fandt sted ved Café Under Hylden på hjørnet af Nordre Fasanvej og Glentevej i København lørdag morgen.
Offeret blev ramt af skud i låret og pådrog sig ikke livstruende skader.
Ifølge politiet har den 30-årige formodede gerningsmand tilknytning til banden Loyal to Familia.
- Men det er indtil videre ikke vores opfattelse, at skyderiet er banderelateret, siger politikommissær Carsten Ahrends.
Den anholdte er i forvejen kendt af politiet.
/ritzau/