Lørdag er det 30 år siden, at verden begyndte at demontere en truende miljøbombe.

16. september 1987 underskrev praktisk taget alle klodens lande Montrealaftalen, der med tiden skulle udfase brugen af CFC-gasser i bl.a. køleskabe, spraydåser og airconditionanlæg.

Dermed kunne det dengang svindende ozonlag højt over os langsomt begynde at hele, hvilket ikke bare har beskyttet talrige mennesker mod bl.a. hudkræft og svækket syn. Det har også haft en positiv effekt på det globale høstudbytte.

Montrealaftalen er dermed i høj grad værd at hylde. Den er en historisk milepæl, som dokumenterer, at klodens nationer rent faktisk er i stand til at stå sammen, når det gælder, og løse en global og dybt alvorlig miljø- og sundhedsudfordring.

Af samme årsag dannede aftalen forbillede for den store Parisklimaaftale fra 2015. Men i modsætning til Montrealaftalen er aftalen fra Paris ikke juridisk bindende, den er ikke for alvor trådt i kraft endnu (det sker først efter 2020), og tilmed er klodens største udleder af CO2 gennem historien, USA, i færd med at bakke ud af den.

Præsident Trumps temmelig tynde begrundelse er især, at USA vil miste arbejdspladser ved at blive i aftalen, og at udmeldelsen angiveligt ikke vil rokke nævneværdigt ved den globale klimaudvikling.

I samme åndedrag er begrebet »menneskeskabt global opvarmning« nærmest blevet tabu i føderale miljøkredse i USA, og præsidenten har ved flere lejligheder modsagt videnskaben og udtrykt tvivl om menneskers evne til at påvirke klimaet.

Tilbage i 1970erne og 80erne var der også stærke kræfter, som kraftigt forsøgte at nedtone CFC-gassernes og dermed menneskers evne til at nedbryde ozonlaget.

Historien om gasserne og ozonlaget begyndte i 1973, da to skarpsindige kemikere, amerikaneren Frank Sherwood Rowland og mexicaneren Mario Molina, opdagede en bekymrende kemisk reaktion:

De stigende mængder CFC-gasser fra bl.a. klodens køleskabe stiger højt op i atmosfæren, hvor de nedbryder ozon, hvilket tillader langt mere skadelig UV-stråling at passere og dermed ramme Jordens overflade.

Opdagelsen var et alarmopkald for forskerne, for allerede dengang vidste man, at UV-stråler kan svække mennesker immunforsvar, udløse hudkræft og i øvrigt »svitse« planter og dermed reducere høstudbyttet.

Den amerikanske kemigigant DuPont, der i 1970erne stod bag omkring en fjerdedel af verdensproduktionen af CFC-gasser, gjorde imidlertid alt for at så tvivl om sammenhængen.

»Vrøvl« og »science fiction« kaldte DuPont bl.a. forskningsresultatet. Samtidig lancerede aerosolbranchen dyre og omfattende kampagner for CFC-gassernes påståede fortrinligheder, og man udsendte alarmerende pressemeddelelser, bl.a. med budskaber om »økonomisk kaos«, hvis CFC-gasserne skulle udfases.

Med andre ord: En strategi, der minder forbløffende meget om dele af nutidens fossile industris forsøg på at så tvivl om menneskers andel i klimaforandringerne.

I løbet af 1980erne stod det imidlertid lysende klart, at Rowland og Molina havde fat i den lange ende. Omhyggelige målinger gennem en årrække af luften over især Antarktis dokumenterede med al tydelighed, at der var et decideret ozonhul, og at det var voksende. Klodens biologi var i fare.

FN tog affære, og med Montrealaftalens ratificering for 30 år siden begyndte først de vestlige nationer, herunder USA, og dernæst udviklingslandene at udfase de stærkt problematiske ozonnedbrydende CFC-gasser.

Det skete tilmed uden »økonomisk kaos«, for med aftalens indgåelse blev kemifabrikkerne tilskyndet til hastigt at udvikle konkurrencedygtige og ikke-ozonnedbrydende alternativer til CFC-gasserne. Hvilket i den grad lykkedes.

På nøjagtig samme måde tilskynder Parisaftalen nationer, forskere og virksomheder til at udvikle konkurrencedygtige teknologier, som vil bringe os ud af det fossilt drevne verdenssamfund – uagtet at både opgaven og tidshorisonten er mangefold større.

Det er dog i den grad værd at bemærke, at de først udviklede alternativer til CFC-gasserne åbnede for en eskalerende og parallel problematik.

Den absolut vigtigste af de nye og »ozonvenlige« gasser, HFC, har nemlig vist sig i alvorlig grad at påvirke klimaet.

Molekyle for molekyle er HFC en op mod 4.000 gange kraftigere drivhusgas end CO2. Samtidig er verdensproduktionen af HFC-gasser steget eksplosivt, især fordi den voksende middelklasse i udviklingslandene får aircondition og køleskabe. Uden indgriben kan HFC-gasser dermed i sig selv ende med at blive ansvarlige for en global temperaturstigning på en halv grad mod slutningen af århundredet.

Sidste år blev verdenssamfundet på et FN-møde i Rwanda imidlertid enige om at udvide Montrealaftalen til også at omhandle HFC-gasser. I mellemtiden er der udviklet alternative gasser, som hverken nedbryder ozon eller har nævneværdig klimaeffekt.

Montrealaftalen forbliver dermed det helt store forbillede og pejlemærke på en stadig mere klimaudfordret klode. Og dermed også en aftale, som Donald Trump burde gøre sig den ulejlighed i det mindste at læse et resumé af.