I sin kalender kunne hun se årsdagen for Danmarks befrielse nærme sig.
Det samme gjorde hendes egen 25-års fødselsdag.
Og i år skulle den dag – den 5. maj – markeres med noget ud over det sædvanlige, følte hun.
Derfor satte den 24-årige flygtning fra Afghanistan Nilofer Abbasi sig ved sin computer og skrev et indlæg til sin lokale avis, Rødovre Lokal Nyt.
Et indlæg med et ganske simpelt budskab til det land, hun mange år tidligere var kommet til som del af en søskendeflok på seks på flugt fra uroligheder og krig i hjemlandet:
»Tusind tak til Danmark og den danske befolkning, som har kæmpet for den samfundsmodel, der muliggør, at alle får en reel chance i livet – også selvom man står med en tom rygsæk i Københavns Lufthavn,« skrev hun i indlægget, der nogle dage efter mærkedagen kunne læses hos den lokale avis.
I sit korte indlæg, der siden fandt vej til Politiken også, skrev hun, hvordan kombinationen af hårdt arbejde og et »robust velfærdssystem« havde fået familiens drømme til at blive til virkelighed.
»Uden mulighederne i det danske system havde hverken min mor eller jeg stået her i dag. To selvstændige kvinder. En alenemor, der formåede at købe hus for de penge, hun tjente som rengøringsassistent, trods de barske omstændigheder. En datter, der formåede at klare sig igennem uddannelsessystemet trods vanskelighederne,« skrev hun.
Indlægget hos Politiken blev delt flittigt på sociale medier. Her er historien om kvinden bag.
»Vi skulle møde prinsesse Diana«
Nilofer Abbasi kom til Danmark i 1999.
Vejen hertil begyndte år forinden, da familien – far, mor og børneflok – flygtede fra Afghanistan til nabolandet Pakistan, fordi faren var politisk forfulgt. Her slog de sig ned i byen Quetta i det bjergrige grænseland mellem de to lande.
Men Pakistan var ikke ensbetydende med sikkerhed for familien, fortæller Nilofer Abbasi i et interview med Berlingske.
Familiens trosretning gjorde dem udsatte, og derfor forlod faren både kone og børn og søgte mod Danmark, hvor det efter nogle år lykkedes ham at få familiesammenføring.
En sensommerdag i 1999 fortalte hendes mor hende, at de skulle flytte til Danmark. Nilofer Abbasis kendskab til det skandinaviske land mange hundrede kilometer mod nord var begrænset.
Hun fik at vide, at de skulle til et land, hvor de ville få det godt, hvor børnene kunne komme i skole, og hvor de ikke skulle frygte for at gå udenfor. Og et land med monarki.
»Prinsesse Diana var meget kendt i Pakistan på det tidspunkt. Jeg forestillede mig, vi skulle til et sted med rene gader, grønne træer og blomster over det hele. Og at vi skulle møde prinsesse Diana,« siger Nilofer Abbasi, der på det tidspunkt ikke vidste, at Diana var omkommet i en bilulykke to år tidligere.
Virkeligheden blev et lille rækkehus i den københavnske forstadskommune Rødovre.
Ikke lang tid efter ankomsten blev forældrene skilt, og derfor stod Nilofer Abbasis mor pludselig med ansvaret for børneflokken. Og den opgave var ikke lykkedes uden velfærdstaten, forklarer Nilofer Abbasi.
Moren, der var analfabet, kunne nemlig få sendt sine børn i skole, mens hun selv passede blandt andet et rengøringsjob, der gjorde, at familien godt otte år efter ankomsten havde råd til et lidt større sted at bo i Rødovre.
Ulykken
I folkeskolen mødte Nilofer Abbasi også et velfærdsamfund, der hjalp hende på vej.
»Jeg kom til Danmark, da jeg var omkring syv eller otte år, og det første år gik jeg i en sprogklasse. Som følge af traumer stammede jeg meget som lille, og det gjorde, at jeg kom bagud på fagligheden. Det gjorde mig nervøs, og jeg havde det ikke godt de første par år i folkeskolen,« siger hun og fortsætter:
»Men de matematiske og de naturvidenskabelige fag tiltalte mig, og pludselig kunne jeg se, at der var noget, jeg var god til, og det hjalp meget på selvtilliden. Det har været hårdt, men det har været godt. Jeg føler, jeg har fået alt den hjælp, man kan give sådan nogen som mig.«
For omkring tre år siden kom Nilofer Abbasis bror slemt til skade i en arbejdsulykke, og også her kom velfærdssamfundet familien til undsætning, forklarer hun. Den tømreruddannede bror faldt ned fra et ni meter højt stillads, brækkede ryggen og blev lam fra navlen og ned.
»Hospitalet og kommunen har været en kæmpe stor hjælp, og det er sådan nogle ting, der gør, at man reflekterer over livet. Hvordan havde vores situation set ud, hvis vi stadig havde været i Afghanistan? Så tror jeg ikke, at min bror stadig kunne være i live. Det er sådan nogle ting, der gør min taknemmelig,« siger Nilofer Abbasi.
Hun er også sikker på, at hendes eget liv havde været markant forandret, hvis hun ikke var kommet til Danmark.
»Hvis jeg havde boet i Pakistan eller Afghanistan nu, havde jeg nok været en gift kvinde nu, og jeg ville leve under social kontrol fra min ægtefælde. Jeg ville ikke have friheden til at bestemme, hvordan min familie skulle være. Jeg ville ikke have friheden til at bestemme, hvordan mit liv skulle være.«
Den 25-årige Abbasi er i dag RUC-studerende, og hun har gennem flere år været involveret i frivilligt arbejde, ligesom hun har beskæftiget sig med politik.
Hun sidder i Dansk Flygtningehjælps advisory board, har været medlem af både DSU og Socialdemokratiet, ligesom hun i dag sidder i bestyrelsen for Alternativet i Rødovre.
Hun har også hjulpet Venligboerne ved flere arrangementer i hjembyen, hvor man blandt andet har haft flygtninge ude at se fodboldkampe. Desuden er hun frivillig i Rødovres Integrationsråd.
Du skriver i dit indlæg: 'Selv om der i disse tider florerer den ene statistik efter den anden omkring indvandrere og flygtninges omkostninger for statskassen og de daglige ramaskrig om ’demokratiets forfald til fordel for indvandrernes islamisering’, så er jeg fyldt med taknemmelighed.' Synes du, vi har et for negativ syn på indvandrere herhjemme?
»Jeg synes nogle gange, at medier og politikere fokuserer for meget på det negative,« siger hun og nævner den analyse, som Finansministeriet offentliggjorde i påsken, som viste, at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i 2014 kostede den danske statskasse 33 milliarder kroner om året.
»Der sagde man for eksempel ikke tydeligt, at en stor del af gruppen af indvandrere og efterkommere var unge og derfor ikke på arbejdsmarkedet endnu. Det giver et lidt misvisende billede, og der kommer et stort ramaskrig i forhold til indvandrere.«
»Integrationen har aldrig været bedre, og der kommer flere og flere indvandrere og efterkommere i arbejde. Det kan godt være, det ikke er lige så mange som etniske danskere, men det går i den rigtige retning.«
Men der er jo fortsat udfordringer med både integrationen og flygtninge i Danmark?
»Jo, så absolut. Jeg synes bare, man ofte skærer alle over en kam. Man skal ikke generalisere, for så går det galt.«
Er vi i din optik gode nok til at tage imod flygtninge i Danmark?
»Danmark har et enestående system. I Pakistan havde jeg slet ikke de muligheder. Når du kommer herop, er det selvfølgelig noget, der hedder ret og pligt, men du får så mange muligheder. Vi har bygget et system op, som gør, at man kan designe det liv, man gerne vil have.«
Og de krav, der bliver stillet, er fair?
»Absolut. Det er også derfor, jeg skriver, at jeg er taknemmelig for alle dem, der har kæmpet for den her velfærdsmodel. Det er altafgørende, at de næste generationer bliver ved med at gøre det. Det er nødvendigt, hvis vi skal kunne give folk en chance. Og det er derfor helt fair, at man stiller krav også. Det er den måde, der virker på.«
Indlægget i Rødovre Lokal Nyt og siden Politiken førte til, at Nilofer Abbasi fredag morgen blev inviteret ind som gæst i Go' morgen Danmark.
Hun mener, at hendes baggrund giver hende et godt ståsted til at bedømme det land, hun er kommet til.
»Når du er flygtning, er du meget opmærksom på, hvilket samfund du bor i, og hvilke muligheder du får. Jeg har altid set det, at min familie kom til Danmark, som noget enestående. Som en enestående chance. Som at vinde i Lotto.«