23-årige Simon Kastrup Shimizu kan prale af have fanget danmarkshistoriens største laks.

I går havde den unge mand fra Holstebro pakket sit fiskegrej for at tilbringe nogle timer ved den nærliggende Storå for at fiske. Og i løbet af eftermiddagen fik han alletiders bid.

Op af åens vand trak han en monsterlaks på hele 141 centimeter, hvilket er seks centimeter længere end den hidtil største, kendte laks landet herhjemme. Den blev fanget i 1954.

Så stor var laksen, at det tog ham en halv time at hive den i land. I løbet af kampen med kæmpen fra Storå fik han fisket sin telefon op af lommen og ringet til sin bror Bjarne, der hurtigt kom ham til hjælp.

Simon Kastrup Shimizu genudsatte dog laksen, da der er kvoter på laksene i Storå.

»Det gør mig ikke så meget, at jeg ikke måtte tage den med hjem. Det er i sig selv fantastisk at kunne genudsætte en så flot fisk med så gode gener og på den måde vide, at laksebestanden fortsat vil klare sig her i Storå,« fortæller Simon Kastrup Shimizu i en pressemeddelelse fra Danmarks Sportsfiskerforbund:

»Jeg har fisket hele mit liv, men det her er den smukkeste fisk, jeg nogensinde har set. Den var enorm, og jeg forstår stadig ikke helt, at jeg har fanget den. Den her dag vil jeg altid huske tilbage på.«

I Danmarks Sportsfiskerforbund er der glæde over fangsten.

»Simons laks er den længste, der nogensinde er fanget i Danmark. Det er en sensation i lystfiskerverden. Jeg kan garantere for, at alle danske lystfiskere er helt oppe at ringe i dag, og at de sociale medier er rødglødende. Laksen er simpelthen en milepæl i dansk lystfiskerhistorie, og der skal lyde et stort tillykke herfra, siger Kaare Manniche Ebert, fiskebiolog i Danmarks Sportsfiskerforbund.

Ifølge pressemeddelelsen var laksefangster tidligere sjældne herhjemme, og mange steder svømmede de lokale og unikke laksestammer på kanten af udryddelse.

Men det »har ændret sig drastisk«, som det hedder.

»Som det eneste land i Europa har Danmark de seneste ti år oplevet en fremgang i laksebestanden. For bare 15-20 år siden var det at fange en laks en sensation i sig selv. At det kan lade sig gøre at få en laks i denne kaliber skyldes en vellykket natur- og fiskeriforvaltning og ikke mindst en mangeårig indsats fra kommune og især de lokale sportsfiskere, der har arbejdet for at skabe de bedst mulige forhold i åerne, fortæller Kaare Manniche Ebert.