Afgangstidspunktet på skærmen blev ved med at skifte, og til sidst stod det klart for 22-årige Frederik Fynbo og kæresten, at forsinkelsen var så stor, at de ikke kunne nå det næste forbindelsesfly på rejsen fra Aalborg til Cancun i Mexico.

»Det var ikke særlig behageligt og meget stressende at sidde der i lufthavnen i Amsterdam. Vi fik meget begrænset med information. I ventetiden fandt jeg frem til nogle EU-direktiver om kompensation. Men da jeg henvendte mig ved skranken for at høre om vores rettigheder, blev jeg sendt rundt til tre forskellige personer, hvor den sidste spiste os af med to madkuponer på 15 euro til aftensmad,« fortæller Frederik Fynbo.