Tirsdag aften besluttede en dommer i New York, at den 22-årige danske pædagogstuderende, der er anklaget for at have krænket 13 børn i en institution på Manhattan, kan løslades mod kaution.
Kautionens størrelse lyder på enten 400.000 dollars, hvilket svarer til cirka 2,2 millioner danske kroner, eller 200.000 dollars, hvilket svarer til cirka 1,1 millioner danske kroner.
Den 22-åriges forsvarsadvokat, Jane Fisher-Byrialsen, forklarer de to kautionsstørrelser: Enten skal der betales 400.000 dollars, hvis man låner pengene gennem en såkaldt kautionslåner. Det andet beløb på 200.000 dollars gælder, hvis man selv kan betale beløbet.
»Vi er bare så utroligt lettede. Jeg havde ikke rigtig regnet med det, men det her er altså det rigtige,« siger Jane Fisher-Byrialsen til TV 2 News og fortsætter:
»Jeg havde på fornemmelsen, da dommeren begyndte at spørge, hvor meget jeg mente kautionen skulle være på, at så var den hjemme«.
Den ene af den pædagogstuderendes to mødre, Marianne Larsen, fortæller til TV 2 News, at familiens netværk har samlet penge ind, så de nu er tæt på at nå det mindste af beløbene, så deres søn kan løslades, mens anklageren forsøger at bygge en sag op imod ham.
»Tænk, at folk derhjemme har kunnet stille alle de penge. Jeg er simpelthen så taknemmelig,« siger Marianne Larsen til TV 2 News.
Forsvarsadvokat Jane Fisher-Byrialsen lagde ellers op til, at kautionen skulle sættes til 75.000 dollars, svarende til lidt over 400.000 danske kroner, men dommeren valgte altså at sætte beløbet væsentligt højere.
Udover kautionen skal den unge danske mand også bære en elektronisk fodlænke. Derudover skal han blive på på Manhattan i New York, og han må ikke nærme sig børnehaver eller daginstitutioner.
Ifølge TV 2 News har den danske konsul garanteret, at der ikke vil blive udstedt et nyt pas til danskeren.
Den unge dansker er blevet meldt til politiet af en tidligere ansat på den internationale skole, hvor han har været i praktik i et halvt år. Han har efter eget ønske siddet fængslet i isolation, da han følte sig truet af de andre indsatte i fængslet på Rikers Island.