En 21-årig mand er indlagt med skudsår, efter at han mandag aften blev ramt af skud. Den unge mand blev ramt, da han spillede bold med kammerater på torvet ved Nivå Centret. Episoden var meget voldsom oplyser politiinspektør Michael Hellensberg fra Nordsjællands Politi.

»To maskerede personer ankommer og affyrer mellem ti og 15 skud mod de unge,« siger han til BT.

Den 21-årige blev efterfølgende bragt til hospitalet af nogle bekendte. Han meldes tirsdag morgen uden for livsfare, og kan overføres til et almindeligt sengeafsnit. Det har endnu ikke været muligt at afhøre manden.

Se kortet: Skyderier i hovedstadsområdet i 2013

»Han er heldigvis uden for livsfare, men har været meget lidt meddelsom. Derfor forsøger vi selvfølgelig at tale med ham igen senere i dag (tirsdag, red.),« siger Michael Hellensberg.

Han frygter, at episoden er en optrapning af den seneste tids bandekonflikt.

»Det her er formentlig en udløber af en konflikt, som begyndte i Frederikssund, og som allerede har ført til både kølleoverfald og brandstiftelse. Det er yderst bekymrende, at det nu har udviklet sig til skudepisoder på åben gade. Det kan jo i sidste ende føre til dødsfald, og vi efterforsker også sagen som drabsforsøg,« siger politiinspektøren.

Han opfordrer alle vidner til at stå frem med oplysninger i sagen.