Det skriver Jyllands-Posten Erhverv.

En ny opgørelse fra JP Morgan Chase viser, at for første gang siden finanskrisen i 2008 er der blevet trukket flere penge ud af aktiefonde, end der er blevet skudt ind.

»Det er meget overraskende og noget, vi normalt kun ser under recession. Investorerne har altså været ret nervøse i år,« forklarer Tine Choi Danielsen, der er chefstrateg i Danske Bank Wealth Management, til Jyllands-Posten Erhverv.

Dog er stemningen vendt, siden Donald Trump blev valgt som USA's præsident.

»Usikkerheden er så småt væk, og troen på, at Trump kommer til at skabe vækst, har fået privatinvestorerne til at købe op. Man tør få pengene ud og arbejde på aktiemarkedet igen,« udtaler Tine Choi Danielsen.

I løbet af året har mange investorer valgt at lade deres penge ligge kontant, da de lave renter ikke har gjort obligationer attraktive. Mindre usikkerhed vil nu gøre investorer mere villige til at føre de kontante midler til aktiemarkedet.