Det vil fremover blive nemmere for store danske virksomheder at tiltrække højt kvalificeret arbejdskraft til Danmark. Det er effekten af den donation på 200 millioner kroner, som A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal – den såkaldte Almenfond – har givet til opførelsen af en ny international skole.

Pengene tilfalder Copenhagen International School (CIS) i Hellerup. Skolen har de senere år lejet sig ind i bygningerne ved det gamle Østre Borgerdyd Gymnasium på Østerbro, fordi de 600 elevpladser i den oprindelige bygning ikke længere slog til.

I dag er der 800 elever, og skolen er derfor tæt på at nå loftet på 900 elever i de nuværende lejede bygninger. »Vi er utrolig glade og taknemmelige over donationen, som bringer os et langt stykke ad vejen mod at lave en ny og stor international skole. Nu håber vi at få den resterende finansiering på plads hurtigst muligt,« siger John Bo Jacobsen, der er formand for Ejendomsfonden CIS, der nu skal skaffe yderligere 100 mio. kroner, før projektet kan realiseres.

Og det er ikke kun på skolen, nyheden vækker glæde. De internationale skoler spiller nemlig en afgørende rolle for, at virksomheder kan tiltrække international og specialiseret arbejdskraft.

»Det her vil øge væksten, og derfor er det utrolig dejligt, at A.P. Møller-fonden har givet donationen. En af væksthæmmerne i Danmark er, at vi ikke er gode nok til at tiltrække vidensmedarbejdere og eksperter, og alle analyser peger på, at hvis vi ønsker det, så skal vi øge kapaciteten på de internationale skoler,« lyder det fra overborgmester i Københavns Kommune Frank Jensen (S).

Også erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) er glad for udsigten til en ny international skole. Det er vigtigt for os alle sammen, siger han. »Vidensmedarbejdere spiller en afgørende rolle for jobskabelsen – fra den ufaglærte til akademikeren. Derfor er det vigtigt, at vi har noget at tilbyde dem og deres familier.«