Hossein og Marjan græder begge to. De gestikulerer med hænderne, men forsøger at sidde stille i deres sorte lædersofa, mens de fortæller om de seneste to år af deres liv.

Deres autistiske datter Vania på otte år leger med en fodbold på gulvet. Hun opdager, at forældrene græder og smider bolden fra sig, mens hun sætter sig ned og holder hænderne for ørene. Hun vugger frem og tilbage og stirrer stift ned i gulvtæppet.

»Det må du virkelig undskylde, hun reagerer bare sådan, hver gang vi græder,« siger Marjan på 35 år.

Hun flygtede fra Iran for knap to år siden sammen med sin 42-årige mand, Hossein, fordi de konverterede til kristendommen, som de »fandt fred i«. Men det udløser dødsstraf at vende ryggen til islam i Iran, så der gik ikke længe, før familien flygtede af frygt for deres liv.

Det er også af frygt for styret, at familien ikke vil have bragt deres efternavn i avisen.

Gik i hemmelig kirke

I nogle måneder kom ægteparret i en hemmelig kirke, hvor de kunne dyrke deres tro. Men snart spredte der sig panik i menigheden, fordi nogle medlemmer blev anholdt af de iranske myndigheder.

»Så besluttede vi os for at flygte. Vi fik kontakt til en menneskesmugler og gav ham hele vores opsparing for at få os ud af Iran,« siger Hossein.

De har begge studeret økonomi på universitetet og havde gode job i Teheran. Derfor kunne de betale menneskesmugleren i omegnen af 200.000 kroner for at flyve til Europa, så de ikke skulle krydse Middelhavet i båd.

Efter flere forskellige rejser med fly og bil endte de i en villa i Aarhus. De måtte ikke gå udenfor, tænde lyset eller trække gardinerne fra vinduerne, indtil menneskesmugleren kom tilbage.

»Efter nogle dage gik det op for os, at han ikke kom tilbage. Så gik vi ud for at lede efter en politistation,« siger Hossein.

Da familien ankom til stationen, måtte de spørge betjenten, i hvilket land og hvilken by de befandt sig. Betjenten blev noget forvirret og svarede, at de var endt i Danmarks næststørste by, Aarhus. Kort efter gav han dem togbilletter i hånden og sendte dem på et tog mod Sandholmlejren.

I Danmark ved en fejl

Familien forsøgte egentlig at komme til Storbritannien, men de endte i Randers, hvor de blev indlogeret på et asylcenter. Det var i oktober 2013, og familien har boet der siden, fordi de er fanget i en politisk klemme.

Familien blev registreret som asylansøgere under et kort ophold i Rom, og derfor skal de i overensstemmelse med Dublin-forordningen sendes tilbage til Italien og have behandlet deres asylansøgning.

Men det kan de ikke, fordi en dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har afgjort, at forholdene i Italiens asylcentre er så ringe, at det vil være et brud på menneskerettighederne at sende dem dertil.

Flygtningefamilier kan nu kun sendes retur, hvis de danske myndigheder kan få en individuel garanti for deres sikkerhed fra de italienske myndigheder.

Hossein og Marjans familie er bare én ud af 50, som har ventet i mere end et år og snart to år på at få afgjort, om de kan søge asyl i Danmark. Ifølge Udlændingestyrelsen er der i alt tale om 200 personer.

Ventetid uden tidsfrist

Danmark henvendte sig skriftligt til Italien første gang i januar om Hossein og Marjan. Men de italienske myndigheder svarede ikke, og de har heller ikke svaret på en række lignende henvendelser siden. Det viser en aktindsigt i familiens sag, som Berlingske er i besiddelse af.

Fordi situationen er så ny, er der ikke blevet sat deadline for, hvornår de 200 flygtninge skal have afgjort, om de skal til Italien eller blive i Danmark.

Justitsminister Mette Frederiksen (S) skriver i en e-mail til Berlingske, at det er de nye garantier, der skal indhentes fra Italien, som fører til den lange ventetid.

»Det siger sig selv, at det ikke er i nogens interesse, at disse sager trækker ud. Myndighederne er meget opmærksomme på at få sagerne afsluttet,« skriver Mette Frederiksen.

Justitsministeren svarer ikke på Berlingskes spørgsmål om, hvor længe, hun mener, flygtningene skal vente på en afgørelse. Men hun lægger vægt på, at det er lykkedes Danmark at få en garanti fra italienerne om, at forholdene i deres asylcentre generelt er i orden.

Presset asylsystem

Hundredtusindvis af flygtninge kommer hvert år til Italien fra Nordafrika og Mellemøsten. De fleste af dem kommer sejlende i tvivlsomme og overfyldte både fra Libyen, som ofte ender i tragiske forlis.

For få uger siden druknede op mod 950 mennesker ud for Libyens kyst, og det var den værste enkeltkatastrofe i Middelhavet siden Anden Verdenskrig. Det satte gang i nye diskussioner om, hvordan EU skal håndtere de mange mennesker, som er villige til at risikere deres liv for at komme til Europa.

Italiens premiereminister, Matteo Renzi, tordnede på baggrund af katastrofen mod sine europæiske kolleger for at få dem overbevist om, at EU har brug for en fælles fordeling af flygtninge. Med en fælles fordeling af flygtninge ville Dublin-forordningen ikke længere medføre, at Europas grænselande er tvunget til at tage ansvaret for flygtningestrømmen, sagde han.

»Vi vil have, at det her skal være en prioritet i et EU, der vil være noget andet end en samling medlemslande i en økonomiklub, noget andet en klub af teknikere, der glemmer at tage hånd om denne store smerte i vores tid,« sagde Renzi forud for et ekstraordinært EU-topmøde i Bruxelles.

De europæiske ledere diskuterede en fordelingsnøgle på topmødet, men blev ikke enige om en løsning. Danmark er et af de medlemslande, som er modstandere af sådan en fordelingsnøgle.

Ventetiden er nedbrydende

Dansk Flygtningehjælp bistår en stor del af de 200 flygtninge i deres sag, og asylchef Eva Singer mener, at de er så påvirkede af ventetiden, at de bør have mulighed for at få behandlet deres sager i Danmark omgående.

»Det er utroligt nedbrydende for familierne ikke at vide, om det er her, de kan blive, eller om de skal tilbage til Italien. I de år, der er gået, vil de have lagt låg på de traumer, de har oplevet, og de bliver så åbnet igen lang tid efter. På alle mulige planer er det rigtig, rigtig dårligt for de mennesker, det drejer sig om,« siger hun.

Singer mener, at det er »meget alvorligt«, at familierne har ventet så længe, og hun forstår ikke, at udlændingemyndighederne bare bliver ved med at vente på svar fra italienerne.

»Vi kan jo ikke bare blive ved med at vente på den individuelle garanti. I princippet vil Udlændingestyrelsen kunne vente, fordi der ikke er nogen frister, der gør, at Italien skal svare på et bestemt tidspunkt. Det går bare ikke,« siger Eva Singer.

Danmark har ikke fået nogen af de individuelle garantier for familiernes sikkerhed, men Italien har givet de danske myndigheder en generel garanti for, at asylansøgere bliver behandlet ordentligt i Italien.

»Hvis jeg skal være meget direkte, vil jeg sige, at den overhovedet ikke har nogen betydning. Det er jo det, dommen siger. Vi kan ikke stole på det, når Italien siger det, og derfor bliver vi nødt til at have en individuel garanti,« siger Eva Singer.

»Det er fair nok, hvis man overordnet mener, at Italien skal tage ansvaret, men det skal ikke gå ud over de mennesker, som i den grad er kommet i klemme, fordi Italien jo netop ikke tager ansvaret,« tilføjer hun.

EL: Lad dem blive

Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, mener ikke, at det er godt nok. Danmark skal ikke lade flygtningefamilierne vente på ubestemt tid, og derfor burde Mette Frederiksen lade dem få deres asylsager behandlet i Danmark.

»Vi har at gøre med nogle børnefamilier, som har siddet og ventet i sådan et retsløst rum i mindst et år, og et år er rigtig lang tid i et lille barns liv. Jeg mener, man burde behandle sagerne i Danmark – også ud fra den betragtning at vi har med børn at gøre,« siger hun.

Johanne Schmidt-Nielsen mener ikke, at de danske myndigheder har »ageret ordentligt« i sagen.

»Når vi har med børn at gøre, skal der tages ekstra hensyn. Mener Mette Frederiksen virkelig, at vi behandler disse børn ordentligt, når vi lader dem vente så lang tid på trods af, at det er veldokumenteret, at netop uvished er ekstremt belastende?,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.

DF kræver udsendelse

Dansk Folkeparti mener heller ikke, at justitsminister Mette Frederiksen har gjort nok for at løse problemet.

Men Martin Henriksen, integrationsordfører fra Dansk Folkeparti, mener ikke, at de 200 flygtninge skal have behandlet deres asylsag i Danmark, bare fordi de har ventet længe på en afgørelse. I stedet mener han, at de skal sendes retur til Italien så hurtigt som muligt.

»Det er den eneste farbare vej. Vi kan ikke have, at de bliver her. Det er isoleret set en lille gruppe mennesker, men hvis vi siger A her, risikerer vi også at sige B på et andet tidspunkt,« siger Martin Henriksen.

Det vil desuden øge flygtningestrømmen til Danmark, hvis de bliver her, mener han.

»Vi modtager rigtig mange mennesker i Danmark, og hvis vi begynder at give efter, hver gang der er problemer, som der desværre er en tendens til, er det bare endnu et søm i ligkisten i forhold til at sikre landene en vis suverænitet på dette område,« siger Martin Henriksen.

V støtter op om DF

Venstres retsordfører, Karsten Lauritzens, klare udgangspunkt er, at de 200 flygtninge skal have behandlet deres sag i Italien. Han mener også, at andet vil øge asylstrømningen til Danmark.

»Vi bliver nødt til at stå vagt om Dublin-forordningen, for ellers bryder det europæiske asylsystem fuldstændig sammen. Det er helt centralt at være principiel på asylområdet, og hvis vi først accepterer et brud på Dublin-forordningen for så mange mennesker, vil det øge asyltilstrømningen til Danmark,« siger Karsten Laurtizen.

Han mener, at der er »god grund« til at kritisere regeringen for, at situationen endnu ikke er blevet løst for de 200 personer, så de kan få en afgørelse.

»Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad man har gjort på politisk plan. Det er fint nok, at nogle bureaukrater i det danske og italienske system har sendt breve til hinanden, men hvad har regeringen gjort? Hvad gør justitsministeren og udenrigsministeren for, at Italien lever op til sine forpligtelser?,« spørger Karsten Lauritzen.

Lauritzen mistænker desuden regeringen for, at de synes, status quo-situationen er fin.

»Den er bare ikke fin for de mennesker, der sidder i klemme i systemet. At den her sag ikke bliver løst, og at regeringen ikke har fundet en løsning, det går ud over dem, som sidder og venter i asylcentrene, og det udgør en omkostning for det danske samfund,« siger han.

Kan ikke gøre andet end at vente

Indtil videre mener Thomas Gammeltoft-Hansen, forskningschef på Institut for Menneskerettigheder, ikke, at flygtningene kan gøre andet end at blive ved med at vente på en afgørelse.

»Der kommer givetvis et punkt, hvor Danmark bliver nødt til at behandle disse sager selv. Det kan også være i Danmarks interesse at gøre det, fordi det også er dyrt at have dem siddende på asylcentrene. Man kan ikke lade folk sidde og vente i al uendelighed, men indtil videre kan de ikke gøre andet,« siger Thomas Gammeltoft-Hansen.

Imens sidder Hossein og Marjan og venter på en afgørelse på asylcentret i Randers. De vil meget gerne have en afklaring så hurtigt som muligt.

»Vi bærer den her usikkerhed som en tung sten i hjertet,« siger Hossein.

Men det er deres døtre på otte år og godt en måned, de bekymrer sig mest om, forklarer Marjan.

»Vi er særligt bekymrede for, om Italien kan tilbyde hjælp til Vania. Hun har brug for helt særlig omsorg, som hun får lige nu på en specialskole i Randers. Hun lærer en masse og har fået flere venner for første gang i sit liv. Det ville knuse mit hjerte, hvis ikke hun kan blive på den skole,« siger Marjan.