Lad os bare tage munden for fuld: Der er en tid før Yahya Hassans debut og en tid efter Yahya Hassans debut. Efter dén var dansk litteratur ikke længere helt den samme. Det bliver den sikkert heller ikke.

Hvad var det da, der skete, da Gyldendal 17. oktober 2013 udgav den dengang kun 18 år gamle digter og forfatterskoleelevs digtsamling, »Yahya Hassan«? Det var en slags litterær eksplosion. Her var der en digter, der for det første var af anden etnisk herkomst, som man siger. Som for det andet skrev ud fra de erfaringer, han på egen krop havde gjort under en opvækst i Aarhus V med kriminalitet, vold og omsorgssvigt. Som for det tredje skrev med en elementær kraft og et elementært talent, der fik det personlige til at række langt ud over det personlige og bliver til, ja, lyrik. God lyrik. Stærk lyrik. Vedkommende lyrik.

Læs også: »Jeg er ligeglad med, hvad folk gør med mine digte«

Og det var så det, og alene dén debut turde være nok til at sikre en plads i dansk litteraturhistorie til digteren, der 19. maj fylder 20 år. Men her stopper historien om Yahya Hassan selvfølgelig ikke. Han har – formodentlig og forhåbentlig – mange stærke bøger i sig endnu. Og han har derudover, med og mod sin vilje, siden sin debut været en markant offentlig figur, som næppe nogen anden dansk digter i nyere tid har været det.

Der var historien om Louise Østergaard, Yahya Hassans tidligere lærerinde og omsorgsperson, der skrev en nøgleroman om hans og hendes forhold, »Ord«, og som efterfølgende blev idømt betinget fængsel og samfundstjeneste for at have udnyttet sin position. Der er de dødstrusler, som ulykkeligvis er blevet fremsat mod digteren, der konkret måtte lide den tort at blive overfaldet på Hovedbanegården i november 2013. Der var den betingede fængelsdom, som Yahya Hassan selv fik i en voldssag ved byretten i Aarhus i marts i år, og som han ankede. Der var hysteriet omkring hans oplæsning af digte på H.C. Andersen Skolen i Vollsmose. Og så videre.

Læs også: PET har svært ved at passe på stridbar digterpolitiker

At Yahya Hassan nu også opstiller som folketingskandidat for det nystiftede Nationalpartiet, er også en del af historien om den stadig meget unge digter, og at dømme efter, hvordan han hidtil har gebærdet sig i den rolle, så bliver det i hvert fald ikke kedeligt, hvis han kommer ind. Yahya Hassan i rollen som politiker fremstår stadig også og i den grad som digteren Yahya Hassan: Som en begavet retoriker, der, hvad man så ellers måtte mene om hans meninger, ikke ligner noget andet i dansk politik.

Men først og sidst er han jo digter med stort D, eller det må man da håbe. Dansk litteratur har brug for stærke stemmer, også for dem, der kan tale om det, som andre ikke med samme baggrund kan tale om. Sådan som Yahya Hassan kan det. Hvorvidt det så vitterlig også bliver digteren, der kommer til at dominere i fremtiden, eller om det bliver politikeren eller en helt tredje Yahya Hassan, ja, det har vi endnu til gode at se.

Hør Yahya Hassan læse et af sine digte op her

Uanset hvad: Uden Yahya Hassan ville dansk litteratur allerede nu være en hel del fattigere. Og en del mindre vedkommende.