Skuespillerinden Shirley Temple er død i sit hjem i Woodside i Californien, oplyser hendes familie ifølge BBC. Hun blev 85 år.

Shirley Temple spillede i 1930erne med i flere end 20 film og modtog en særlig ungdoms-Oscar - »Juvenile Academy Award« for sin rolle i Bright Eyes i 1935.

Hun spillede med i film som »Stand Up and Cheer«, »Little Miss Marker«, »The Little Colonel« og »The Littlest Rebel«, og hendes høje lønninger blev suppleret med indtægter fra salg af Shirley Temple-dukker, børnetøj, accesories og lignende.

Hendes status som ikon nåede højder, som hun senere kunne beskrive således:

»Jeg holdt op med at tro på Julemanden som seksårig, da min mor tog mig med hen i et storcenter, hvor jeg mødte ham, og han bad om min autograf«.

Hendes liv som offentlig person stoppede ikke med rulleteksterne efter hendes film som barnestjerne. I 1950 indstillede hun som 22-årig filmkarrieren helt for at gå hjemme hos mand og børn, men i 1960erne genopfandt hun sig selv som republikansk politiker - uden dog at blive valgt til kongressen - og blev senere ambassadør for Ghana og det daværende Tjekkoslovakiet.

Om forskellen på sine liv som filmstjerne og diplomat skal hun ifølge BBC have sagt:

»Nogle mennesker hænger fast i mit image som lille pige. Men hun er ikke mig. Vi bør ikke leve i fortiden: Mit liv er lige nu.«

Shirley Jane Temple Black blev født i Santa Monica, Californien, i 1928. Hun efterlader sig tre børn.