Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) smider lidt koldt vand på det glohede boligmarked i København og Aarhus ved at begrænse lånemulighederne for boligkøbere med en samlet gæld på mere end fire gange indkomsten og en forkærlighed for de mere risikable lån med variabel rente og afdragsfrihed.
Det drejer sig ifølge en vurdering fra Realkredit Danmark om cirka 1.700 handler, hvori køberen bliver begrænset i sine valgmuligheder. Tallet er baseret på antallet af bolighandler i 2016 i de nævnte områder – 17.000 i København by, København omegn og Aarhus – hvoraf de 25 pct. er kendetegnet ved variabelt forrentede lån, afdragsfrihed og en gældsfaktor på mere end fire.

