En 13-årig pige blev af lægerne onsdag aften erklæret hjernedød efter en voldsom trafikulykke i Odense, oplyser Fyns Politi.
»To unge mænd på 24 og 17 år kommer kørende i en Ford Mondeo med en hastighed på den forkerte side af 100 kilometer i timen. Da de når frem til krydset ved Hunderupvej og Hunderupgade kører de over for rødt lys. I samme øjeblik kører en Peugeot 206 med en mor og hendes 14-årige datter og en 13-årig niece ud i krydset og bliver ramt af bilen, der bliver kørt af den 24-årige mand,« fortæller vagtchef Jesper Fält.
Sammenstødet er så voldsomt, at den 13-årige pige får så alvorlige skader, at hun bliver erklæret hjernedød af lægerne på Odense Universitetshospital. Den 14-årige pige har indre skader i maveregionen, mens moderen har brud på rygsøjlen. Begge er dog uden for livsfare.
Den 17-årige passager i Ford Mondeoen fik brud på rygsøjlen ved sammenstødet, men er ligeledes uden for livsfare.
Den 24-årige, der som den eneste slap uskadt fra ulykken, var ifølge vagtchefen spirituspåvirket og muligvis også narkopåvirket. Han vil torsdag blive fremstillet for en dommer med krav om varetægtsfængsling.
BNB