Den 49-årige Jimmy Paaske, der tidligere blev kendt skyldig i at have kvalt og begravet sin eks-kæreste Lisa Sofie Engelhardt Andersen, skal 12 år i fængsel. Jimmy Paaske ankede dommen på stedet.

Det har Retten i Glostrup netop besluttet.

- Thi kendes for ret, Jimmy Paaske straffes med fængsel i 12 år, sagde retsformand Henrik Munkholm, der afsagde dommen over Lisa Andersens tidligere samlever gennem ca. 15 år.

Drabet skete mellem 22. og 23. december 2010, hvor Lisa Andersen blev myrdet og gravet ned i den frosne jord. Et mord, der skete i jalousi over, at Lisa havde fundet en ny fyr.

Grove omstændigheder

Den normale straf for et drab i Danmark er fastlagt af Højesteret til at være 12 år. Anklager Christian Schrøder argumenterede i sin procedure for, at denne sag burde udløse en højere straf.

- Omstændigheder i denne sag er så grove – at man ligefrem graver en grav, og der begraver vedkommende og efterlader vedkommende til de pårørendes fortvivlelse, og at man ikke kan være sikker på nogensinde at finde liget, sagde han i proceduren.

En synspunkt, som retten altså ikke valgte at følge.

- Jeg kan sige, at dommen ankes til frifindelse, sagde Henrik Stagetorn med det samme, efter at straffen blev udmålt.