Butterflyen er næsten større end ham selv, den bare 11-årige knægt fra Memphis, USA. Normalt ser man ikke mange børn, der har butterfly og skjorte på til hverdag, men det her er ikke en helt sædvanlig dreng. Mens børn på hans alder normalt bruger fritiden på legepladser, med computerspil eller dukker, har Moziah Bridges fundet noget helt andet at bruge sin tid på. Han har startet et firma, der sælger farverige og mønstrede butterfly på nettet. Lige nu hitter de i USA.
Moziah Bridges startede firmaet, da han var ni år gammel i 2011, fordi han ikke kunne finde en butterfly, der passede til hans meget bestemte stil med skjorte og blazer - eller til hans størrelse. Derfor fik han sin bedstemor til at lære ham, hvordan han kunne sy en butterfly lige efter hans hoved. Efter noget tid begyndte han at sælge butterflyene til venner og familie, og pludselig var en virksomhed med bund i drengens egen passion skabt.
"Jeg elsker at gå med butterfly, fordi de får mig til at se godt ud og til at have det godt med mig selv. At designe farverige butterfly er bare en lille del af min plan om at gøre verden til et sjovere og gladere sted at være," skriver Moziah Bridges på sin hjemmeside mosbowsmemphis.com.
Lige så stille har verden omkring ham fået øjnene op for den meget unge iværksætter. I august bragte den amerikanske nyhedskanal Fox News et interview med ham, og her kunne man blandt andet høre ham fortælle om, hvor bestemt han er med sine kreationer. Han vælger alt stof selv og går meget op i, at det, der bliver solgt, ser helt rigtigt ud.
Den unge designer har også startet et velgørenhedsprojekt, hvor overskuddet går til at hjælpe lokale børn med at komme på sommerlejr.
"Jeg ser hele tiden børn på gaden, der kommer i problemer. Derfor tænkte jeg, at hvis de får muligheden for at komme på sommerlejr, så er der måske mindre sandsynlighed for, at de ender i problemer. Så lavede jeg "Go Mo Scholarship Bow Tie", og det hjælper," siger Moziah Bridges til Fox News.
Indtil videre har den unge designer tjent i omegnen af 30.000 dollars - ca. 170.000 kroner - på at sælge butterfly. De kan fås med alt lige fra relativt afdæmpede polkaprikker til mangefarvede puslespilsbrikker og kan købes på hans hjemmeside.