Forleden hørte jeg en god ven rådgive en anden af vore venner:

»Du kan date eller gifte dig med hvilken type, du vil, men lad for Guds skyld være med at gifte dig med en karrierekvinde.«

Det pirrede min nysgerrighed efter at forstå, hvorfor mange mænd aktivt fravælger eller går uden om en kvinde, som er »karrierekvinde«, sådan en som jeg.

Jeg mødte min nuværende mand for over 18 år siden, ham jeg er gift med, bor sammen med og har to børn i alderen fire og seks år med.

Faktum er, folk kategoriserer mig som en såkaldt karrierekvinde fordi:

  • Jeg arbejder flere timer om ugen, end jeg kan tælle.

  • Rejser meget – sidder i et fly nonstop.

  • Jeg går vildt meget op i mit job – mere end i noget andet.

Det betyder, at jeg har masser af drive og oplevelser, som jeg kan dele og inspirere med. Jeg trives med en pakket kalender, og det giver en mand masser af mulighed for »alene-tid«. Jeg er krævende og vil ikke lade mig nøje. Jeg sætter barren højt og tager gerne det primære ansvar på forsørgersiden.

Læs også: Politikerne begraver kampen for ligestilling

Faktum er, at de fleste, der er som jeg, er singler og uden børn (25-45 år). En af fem kvinder svarer lige nu, at de helt fravælger familie og børn og satser på deres job.

Der er mange fakta, som understøtter mænds bange anelser for at gifte sig med kvinder som jeg – nogle af dem er altså også bare skrøner. Men der er ti skræmmende facts, som vi bliver nødt til at se på.

1) Vi ved, at mænd, der gifter sig med karrierekvinder, får et mere ustabilt forhold, idet hun arbejder uden for hjemmet og rejser mere og dermed møder flere potentielt nye partnere.

2) Han får, om man vil, mere bøvl i sit ægteskab, da hun ikke hjælper til med logistikken i samme omfang som en »almindelig« hustru.

3) Han får generelt en mere utilfreds og ulykkelig kone til trods for, at hun har magt og indflydelse og god økonomi. For kvinder er faktisk lykkeligere, når det er manden, der tjener flest penge – altså når manden er forsørger.

4) Manden er, pudsigt nok i et sådant ægteskab, oftere syg og føler sig dårligt tilpas fysisk.

5) Parrets hjem vil også ofte være mere beskidt end i et almindeligt ægteskab.

6) Får en karrierekvinde børn med en mand, ved vi, at disse kvinder faktisk er mindre glade for de børn, de så får (et stort tabu) end andre »normale« kvinder.

7) I de tilfælde, hvor parret støder ind i problemer, vælger hun oftere skilsmisse end andre typer kvinder. Der er et direkte link imellem arbejdspres, kvinder og skilsmisserater. Jo mere kvinder arbejder, des oftere bliver de skilt. Mænds øgede arbejdsindsats har derimod næsten ingen effekt på raten af skilsmisser. Kvinderne er måske blot tilfredse med, at nu er der råd til en ekstra ferie om året og en dyrere håndtaske? Mens mænd føler, at serviceniveauet hjemme daler, da hun nu er mere hjemmefra?

8) Kvinden har oftere bøvl med svigerfamilien, som føler, at konen ikke passer godt nok på deres søn.

9) Flytter parret fra hinanden, vælger hun i mindre grad at have børnene boende hos sig.

10) Hvis begge har en karriere, er den overordnede positive følelse i ægteskabet lavere, end hvis det er et traditionelt ægteskab.

Fravælger mænd disse kvinder?

Læs også: Pia Kjærsgaard: Jeg kan ikke holde feminisme ud

For nogen tid siden skabte jeg en del debat med bloggen »Ingen har lagt an på mig i ti år«.

Rigtige mange mænd bidrog med kommentarer om, at de simpelthen afskyr sådanne kvinder (og væltede alle deres fordomme ud om, hvordan sådanne nogen som vi er).

Faktum er, at mange mænd ikke har lyst til at bruge deres liv på at være i konkurrence med deres kvinde. Så der er tale om en rationel og ikke-emotionel beslutning, når de fravælger en »stærk« karrierekvinde. Det kan være ubevidst styret af ovenstående ti facts om, hvad det betyder at gifte sig med en karrierekvinde.

Ambitiøse kvinder er, siger mange mænd dog, karismatiske, og de elsker at være omkring dem, men de ville ikke have dem som koner.

Det er komplekst og kontroversielt. Årsagerne skal findes i de økonomiske teorier, men så sandelig også i mangel på almindelig sund fornuft, irrationelle fordomme og vores menneskelige frygt for nye situationer og nye måder at leve på. Flere erhvervskvinder siger, at de føler sig fravalgt, så snart de taler om deres job, penge og deres daglige ansvar.

Mænd bliver ofte belønnet for deres potentiale, hvorimod kvinder bliver belønnet for deres resultater. Vi ved, at jo flere børn en kvinde har, jo lavere er hendes status på arbejdsmarkedet. Og vi ved, at jo mere ambitiøs en kvinde er, des lavere sandsynlighed er der for, at hun bliver gift og stifter familie.

Læs også: Ny KVINFO-direktør vil give kønsdebatten nyt liv

Pigernes norm er stadig, at det ikke er kvindeligt at tage initiativ, mase sig frem, råbe op. Piger bliver stadig belønnet for at vente, sidde stille og være yndige og artige. Drenge må gerne gå ud og erobre verden og nedlægge kvinder, det modsatte gør sig bestemt ikke gældende for kvinder.

Jeg roser konsekvent min datter for hendes mod, hurtighed og styrke. Jeg bruger ikke ordet »prinsesse« på noget som helst tidspunkt. Der er stadig masser af uudnyttet potentiale blandt 50 procent af Danmarks befolkning. Pigerne indfrier ikke deres ambitioner. Og det koster samfundet.

Måske skulle man indimellem indføre differentieret undervisning i skolerne, drenge og piger for sig. På den måde kunne man påvirke pigerne, så de fik lyst til at gøre karriere, og de ville synes, at det er helt vildt sejt at kunne noget.

Missionen er at give de piger en ordentlig optankning. De skal dog også vide, at vælger de karrieren, vælger de også ofte kærligheden fra. Mænd foretrækker nemlig kvinder, der er lavere uddannet end de selv.

Eftersom flere og flere unge piger vælger at tage sig en længerevarende uddannelse og dermed har udsigt til at stige i graderne i det private erhvervsliv, må vi tage dette op til debat.

  • Skal de uddannes til husmødre (og dermed spilde deres dyre uddannelse ved at arbejde deltid eller arbejde i det offentlige?) fordi de ikke udlever deres ambitioner?

  • Eller skal vi finde en måde, hvorpå mænd (uanset status) begynder at se fordelene ved at vælge en kvinde drevet af ambitioner?

  • Eller skal kvinder tage sig sammen og kunne jonglere bedre mellem job og familie?

Og så skal piger/kvinder huske på, at alle de kvaliteter og egenskaber, som bringer en frem i erhvervslivet – f.eks. at man er modig, risikovillig, forandringsparat, søgende, innovativ, engageret, krævende, har et »no bullshit-filter«, er utålmodig, vedholdende, kompromisløs, en god forhandler, indflydelsesrig, fyldt med selvtillid, selvkørende – alt sammen er kvaliteter, som erhvervslivet værdsætter, men ikke nødvendigvis noget en (kommende) mand eller en svigerfamilie i et ægteskab værdsætter.

Er du en ambitiøs kvinde, som går efter at arbejde 60+ timer om ugen og ønsker en ledende stilling med betydeligt ansvar?

Så vær opmærksom på, at du kan komme til at betale en høj social pris ved at ville noget i din karriere. Du kan ende som en ensom single. Ensom fordi karrierekvinder i højere grad føler sig ensomme (da flere ser på dem som ukvindelige, magtsyge, »bossy«, kynikere mm.) Der er mange flosker om, hvordan karrierekvinder er – og de færreste af dem er superlativer.

Havde jeg vidst, hvad jeg ved nu, havde jeg vel aldrig turdet gifte mig. Min mand havde sandsynligvis heller aldrig turdet lægge an på mig, hvis han havde vidst, hvad forskningen har givet os af odds for at overleve parforholdet.

Måske er det nogle gange godt at være ubevidst inkompetent – ellers var jeg nok aldrig blevet friet til eller havde valgt at få børn.

Karrierekvinder og parforhold: Læs også denne amerikanske blog: Don't Marry Career Women