Stem nej.

Sådan lyder den slet skjulte opfordring til de britiske vælgere forud for den historiske folkeafstemning om Storbritanniens fortsatte medlemskab af EU.

Appellen fremgår af et læserbrev skrevet af 10 tidligere danske udenrigsministre, og det offentliggøres i dag i den toneangivende britiske avis The Times.

Og nej, det er ikke utidig indblanding eller kontraproduktivt, mener en af læserbrevets forfattere, tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V), der har været en af de ledende kræfter bag initiativet.

»Hvis du læser teksten, er det jo en høflig opfordring til at tage noget i betragtning, når den britiske vælger skal beslutte sig for et ja eller et nej. Vi siger jo ikke, at de skal stemme ja, selv om det selvfølgelig er det, vi mener. Vi gør bare opmærksom på, at der er et skæbnefællesskab mellem dem og os, og det gør, at den her afstemning også vedkommer os. Tonen i vores læserbrev er faktisk meget respektfuldt. Det er lidt af en kærlighedserklæring,« siger Uffe Ellemann-Jensen, der understreger, at læserbrevet bevidst er stilet til The Times – en konservativ avis med mange EU-skeptiske læsere.

»Det er muligt, at nogle bliver sure, men jeg mener, at det er vores simple pligt at gøre opmærksom på, at det også kommer os ved. Et nej kan få store konsekvenser for resten af EU og ikke mindst for Danmark,« forklarer Ellemann-Jensen.

»Læserbrevet vil have den stik modsatte effekt«

Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, mener derimod, at de 10 tidligere udenrigsministre har gjort den britiske premierminister, David Cameron, og resten af ja-fløjen »en bjørnetjeneste«.

»Læserbrevet vil have den stik modsatte effekt end den, som Ellemann-Jensen og de andre ønsker. Afstemningen handler jo ikke mindst op, at briterne er trætte af EUs indblanding,« siger Søren Espersen, der minder om den reaktion, der var, da USAs præsident, Barack Obama, for nylig besøgte London og opfordrede briterne til at blive i EU.

»Jeg var selv i London på det tidspunkt, og folk var simpelthen stiktossede over Obamas indblanding, og tilhængerne af et Brexit jublede,« siger Dansk Folkepartis ordfører.

Ifølge den tidligere radikale udenrigsminister Martin Lidegaard har han sammen med de andre underskrivere drøftet risikoen for, at læserbrevet vil kunne styrke den britiske nej-fløj.

»Men det mener vi ikke. Der er forskel på, om det er en stor nation, der henvender sig og appellerer til en lille nation, eller om det er omvendt. Og her er det lillebror, der med gode intentioner appellerer til storebror. Og så er det i øvrigt ikke EU, der blander sig,« siger Martin Lidegaard.