11-årige Linus Hovmöller fra Sollentuna i Sverige har opnået noget, de færreste på hans alder kan prale med: Hans navn står på en videnskabelig artikel udgivet i det anerkendte britiske tidsskrift Philosophical Transactions of the Royal Society A. Sammen med Linus Hovmöllers navn står faderens, Sven Hovmöller. Det skriver Sverigesradio.se.

- Det føles godt. Det føles sjovt. Og det, at jeg er en af de yngste, er sjovt, siger Linus Hovmöller i et interview med BBC (BBC har givet videoen titlen 'Ten-year-old boy co-authors scientific paper', da Linus Hovmöller var 10 år gammel, da han løste gåden. I dag er han 11, red.).

Sven Hovmöller er professor i kemi ved Stockholms Universitet. Han havde kæmpet med at finde atomstrukturen på en bestemt type krystal i otte år. Da han lagde mærke til, hvor god sønnen var til at løse sudoku, fik han en åbenbaring.

- Jeg forstod, at han er klogere, end jeg er, og jeg tænkte, at han kunne hjælpe mig med at løse problemet, siger Sven Hovmöller til BBC.

Samtidig fortæller faderen i interviewet, at han faktisk ved for meget om kemi, og at det var en fordel, at sønnen ikke gør.

- Jeg tror, jeg ved for meget om det her. Jeg ved så mange ting, har så mange billeder og viden i mit hoved på samme tid. Det kan blive lidt mudret. Nogle gange kan man ikke se skoven for bare træer. Men Linus, som ikke ved noget om kemi eller krystaller, kom med en klar og uspoleret hjerne, siger Sven Hovmöller til BBC.