Når de røde faner blafrer på Arbejdernes Internationale Kampdag, er forventningen, at alle talere bruger krudtet på at skyde mod de borgerlige. Men 1. maj anno 2016 blev reelt et studium i, hvor splittet rød blok er.

Siden regeringsdannelsen sidste sommer har pressen med god grund fokuseret på de mange sammenstød i blå lejr. Men spørgsmålet er, om ikke Socialdemokraterne, de Radikale, SF, Alternativet og Enhedslisten vil få endnu sværere ved at finde fælles pejlemærker og skabe samling om et regeringsprojekt?

I hvert fald er det tankevækkende, at S-formand Mette Frederiksen ikke kun brugte sin taletid i Fælledparken i København til at angribe statsminister Lars Løkke Rasmussen og hans støttepartier i blå blok, herunder især Dansk Folkeparti, som socialdemokraterne anser for at være den største trussel mod en sejr ved næste valg. Mette Frederiksen gjorde det ganske vist klart, at hun er imod skattelettelser på nuværende tidspunkt, ligesom hun lagde afstand til nye reformer, der skal øge arbejdsudbuddet. Det var helt efter bogen en 1. maj.

Men i værdipolitikken rettede hun mere overraskende kanonerne mod venstrefløjen, som hun kritiserede for at forfølge en linje, hvor man dæmoniserer og udskammer de partier, der kæmper for at begrænse flygtninge- og migrantstrømmen, uden at man selv er i nærheden af at kunne fremlægge realistiske løsninger.

S-formanden cementerer dermed, at Socialdemokratiet er i gang med et grundlæggende skift, hvor partiet i værdipolitikken rykker tættere på blå blok og fjerner sig fra venstrefløjen. Dette ryk vil før eller siden udløse en eksplosion i rød blok, og det bliver interessant at se, hvordan vælgerne – når næste valg rykker tættere på – vil reagere på, at rød lejr er splittet til atomer på et så afgørende felt. Her bliver det et særligt problem, at S og R er rygende uenige.

Men den egentlige nyhed er, at afstanden nu også vokser mellem S og R i den økonomiske politik. I flere år har de to partier groft sagt været enige om at være uenige i udlændingepolitikken, så længe de i fællesskab kunne udforme solide økonomiske reformer. Men på årets 1. maj blev det tydeligt, at Mette Frederiksen vil justere på den modige – men også vælgermæssigt belastende – reformkurs, som blev gennemført af tidligere finansminister Bjarne Corydon og økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager fra 2011 til 2015.

I søndagens udgave af Jyllands-Posten konstaterede Mette Frederiksen, at »store arbejdsudbudsreformer« ikke gror i socialdemokraternes have, og at hun er mere optaget af at ville udvikle velfærdssamfundet. Meldingen er delvist designet for at skabe begejstring i baglandet. Men den giver også et signal om, at S er ved at falde tilbage på mere velkendte positioner, hvor man vil iscenesætte sig som velfærdens forsvarer.

Hvordan denne strategi i praksis skal udfoldes inden for en holdbar økonomisk politik, har vi til gode at se. Her og nu er det til gengæld let at konstatere, at det bliver endnu sværere for regeringen at få S-ledelsen med i de store økonomiske forhandlinger – om bl.a. skat og finanslov – som venter til efteråret. Dernæst bliver det på længere sigt uhyre interessant at følge, om Mette Frederiksen i virkeligheden er i gang med at opsige samarbejdet med de Radikale om den økonomiske politik.

Hvis dét bliver konsekvensen, er der lagt op til et nyt drama i det betændte SR-forhold, for så vil S og R ikke alene stå kilometervis fra hinanden i værdipolitikken, men også i den økonomiske politik, hvilket vil være en gave for blå blok i en valgkamp. Og selv hvis Mette Frederiksen skulle komme succesrigt igennem valgkampen og vinde, ville forhandlingerne om grundlaget for en ny S-regering med stor sandsynlighed resultere i slagsmål og løftebrud.

I stedet for at signalere solidaritet kom 1. maj ironisk nok til at udstille, at S, R og rød blok kæmper hårdere med hinanden end med modstanderne i blå blok. Næsten symbolsk fik Alternativets leder, Uffe Elbæk, end ikke lov til at deltage i fejringen af kampdagen i Fælledparken i København.