Den hænger i stort set alle klædeskabe verden over – uanset om den er til sport, til fest, til hverdag eller til nat. Lige meget om et Mickey Mouse-hoved præger den, eller om den er hvid eller sort eller rød, ja, så har vi den alle. T-shirten.

Historien om den afslappede og praktiske beklædningsgenstand begyndte for alvor under Første Verdenskrig. Her forlød det, at den amerikanske flåde misundte den lette bomuldstrøje, som den britiske flåde bar på varme sommerdage under den kradsende uld-uniform. Den idé kopierede amerikanerne, og i de efterfølgende år blev T-shirten en del af den amerikanske militæruniform. Herfra gik det stærkt. Få år senere, i 1920erne, var den så udbredt, at ordet blev optaget i den amerikanske ordbog.

»I starten gemte man T-shirten væk under tøjet. Den var praktisk og havde høj brugsværdi, men man viste den ikke frem. Skuespilleren John Wayne direkte chokerede den amerikanske befolkning ved at have en T-shirt på i et tv-show,« fortæller Niels Martinov, forfatter til bogen »Modens historie i mere end 100 år«.

I mange år blev den altså udelukkende brugt som undertøj eller arbejdstøj af eksempelvis minearbejdere, men det ændrede sig lige så stille - og for alvor i 1948, hvor den første T-shirt med et politisk budskab så dagens lys. Den blev lanceret under Thomas E. Dewey’s præsidentkampagne. »Dew it with Dewey« stod der på den. Der skulle dog mere end et slogan på maven til at vinde valgkampen – Harry S. Truman løb af med sejren, men T-shirten havde til gengæld fået en helt ny rolle som bærer af budskaber.

Kort tid efter gik der for alvor mode i den. I filmen »A Streetcar Named Desire« fra 1951 optrådte Marlon Brando i T-shirt, og i 1955 fulgte James Dean trop i »Rebel Without a Cause«. Behøver vi sige mere? Det var også i 1950erne, ordet T-shirt første gang dukkede op i en dansk fremmedordbog.

T-shirts med ønsker om fred i Vietnam, krav om ytringsfrihed og i bedste hippie-stil med alverdens farver og batik-mønstre var populære i 1960erne – især dem, der proklamerede, at man skulle »Make Love, Not War« hittede. Alverdens rockgrupper tog den også til sig som reklame-lærred. Hvem husker ikke den ikoniske Rolling Stones-mund? I samme årti, nærmere bestemt 1967, kunne man for første gang herhjemme krybe i den klassiske Model 101 fra Nørgaard.

I 1970erne blev det endnu lettere at bruge T-shirten som udgangspunkt for egen selvudfoldelse. Nu blev det tilmed muligt at købe diverse motiver, man så let som ingenting kunne stryge på den. Fra 1977 var der også basis for at signalere, at man var lidt af en verdensborger, som havde været »over there«, da en nu gammel kending ramte markedet med påskriften I LOVE NY.

Fra 1980erne og frem til i dag har markedet for T-shirts været udtryk for en blanding af alle tidligere tendenser. Katharine Hamnett slog i 1983 igennem med statement T-shirts med sætninger som »Save the World« og »Choose Life«.

I nyere tid har T-shirten desuden været genstand for adskillige retssager, blandt andet mod det danske firma »Lovers Fighters«, som i 2008 blev dømt for at støtte bevægelser som PFLP og FARC med budskaber på trøjen og økonomisk overskud. Senest har den amerikanske sangerinde Rihanna vundet en retssag mod Topshop, efter at tøjkæden havde printet et billede af hende på en af deres T-shirts uden at få lov.

At den er kommet for at blive, er der ingen tvivl om. Ikke mindst fordi den er for alle og enhver uanset, om man er tyk eller tynd, rig eller fattig.

»Det interessante ved T-shirten er, at det er en mode, der har spredt sig fra arbejderklassen og op. Den er sådan set gået den modsatte vej end meget andet mode, der kom fra overklassen. Nu er den for alle, fordi den fås i mange former, og fordi der er så mange muligheder med den,« siger Niels Martinov.